Jeg holdt mig inde hele Eftermiddagen på Grund af Forkølelsen og læste med ublandet Nydelse Wilhelm Holstes (Frøken Holstes Faders) bog om Felttogene i første Krig, især Ulykken i Eckernförde Fjord med ”Christian den ottendes” Sprængning er levende beskrevet.
En rar Formiddag. Besørgede en Del Skriveri og begav mig per Cykel ind til Kerteminde, hvor Folk stod i Grupper foran Husene og på Gadehjørnerne og talte med Ængstelse om Krigen.
Skrev til Gradewitz og søgte at gøre ham begribeligt, at alle her i Danmark, fra Kongen ned til Proletaren, kun ønskede et nemlig absolut Neutralitet. Skrev også til Albrecht Schmidt, talte i Telefonen med Federiet, hvor det går meget småt, takket være Krigen.
Var henne hos den gamle forhenværende Vejmand Hans Larsen i Sibirien og lovede ham den ledigblevne Portion af Revningelegatet, da han sidder småt i det. Selv i dette fattige afsidesliggende Hjem er der en flammende Indignation over Tyskernes Skændselsgerninger i Belgien.
Efter Frokost var jeg med Moder oppe på Amalienborg, hvor Stemningen var om muligt endnu mere antitysk end ude i Byen, hos Kongen er det mest udpræget, Dronningen går bedrøvet rundt, er så dansk som nogen, men hun har jo sine nærmeste Slægtninge med i Krigen.
Til en hyggelig og rar og stemningsfuld Frokost hos Albrecht Schmidt. Sønnen Kai var blevet syg af Fåresyge i Oktober ferien og kunne nu ikke foreløbig vende tilbage til Latinskolen i Hillerød, det er en sød Dreng. Vi talte meget om Krigen, der ganske fyldte min Værts Sind.
Man meddelte mig, at ved Mobilisering ville kun de 18 Årgange blive indkaldte, og jeg gamle Liv hører nu til 20ende.
Var til Eftermiddagsforestilling på Dagmarteatret og så Pygmalion. Spiste her på Hotellet bagefter og nød rigtig en Times Tid at sidde og læse i Problematische Naturer. Gik hen til Komtesse Lerche, hos hvem jeg traf Admiral Evers og Frue samt Ida Skeel og Regitze Lerche.
Folk i Odense vare ængstelige for hvad der ville hænde os den ominøse 18. Februar, når den preussiske Trussel skal sættes i Værk, nogle mene at Preusserne ville lægge Beslag på vor Udførsel og samtidig fylde vore Sunde og Bælter med Undervandsbåde.
Var henne at købe Champagne hos Stausholm i Bredgade, mærkeligt at Champagnen trods Krigen ikke er blevet dyrere, men Tyskerne gav dem god Tid inden deres Nederlag ved Marne og troede de havde Måneder for dem til at plyndre Vin.