Frankrig

Det lader næsten til at Boulanger skal blive Diktator eller Kejser af Frankrig, nu er han i Seinedepartementet bleven valgt ind i Kammeret med 80000 Stemmers Majoritet, Republikken synger vist på sit sidste Vers.

Heise fortalte en Mængde interessante Ting i Historietimen, efter dens Slutning måtte jeg på Ove Krarups Bøn diktere ham Slægtskabsforholdene hos Bourbonerne, Orleánerne og Bonaparterne, Genealogi det er nu min stærke Side. Hvem mon det bliver, der får Magten i Frankrig?

Jeg har set Kejserinde Eugenie!!! Meget har jeg set og oplevet på denne Rejse men jeg gav det gerne bort for det ene Øjeblik da Kejserinden gik forbi mig. Jeg var ikke en Alen fra hende og fik den venligste Hilsen jeg kunne tænke mig.

Moder fortalte, at Prins Hans, under Besøget på Fredensborg, havde fortalt om Prinsesse Maries Død. De Anfald, der var gåede forud for Døden var af de tilkaldte Læger blevne karakteriserede som forårsagede af Drankergalskab og overdreven Nydelse af Morfin.

Sov slet ikke hele Natten og var glad da Natten var overstået, og Morgenen gryede. Nede ved Stalden stod Gerhard, Jens og Chaufførerne og læste Løbeseddelen, jeg råbte ud af Vinduet at de skulle bringe mig Løbeseddelen.

En rar Formiddag. Besørgede en Del Skriveri og begav mig per Cykel ind til Kerteminde, hvor Folk stod i Grupper foran Husene og på Gadehjørnerne og talte med Ængstelse om Krigen.

Brev fra Hans Gradewitz i Hamburg, Brevet var meget alvorligt og bad mig ikke fæste Lid til ”die englischen Lügen” om at det var Tyskland, der havde fremkaldt Krigen, var det en Advarsel til mig som dansk, at jeg og mine ikke måtte tage Parti for Frankrig, Brevet var meget indtrængende.

Så mig lidt om i Byen og talte med den gravitetiske Borgmester Andersen, der kom med den sunde Bemærkning, at privat og i Samtaler med Bekendte måtte man virkelig have Lov til at vise Sympatier for Franskmændene.

Da jeg kom Hjem kastede jeg mig over Aviserne, der melder om Franskmændenes Tilbagetog og Russernes over Forventning hurtige Indrykning i Preussen. Franskmændene og Englænderne have dog ved Belgiens Hjælp opnået at hale Tiden ud, så Russerne have haft frie hænder til at gå løs på Preussen.

Tyskernes Sejre over Franskmændene piner og alterer mig, og så dette Damoklessværd, der hænger over vore Hoveder, at vi skulle blive viklede med ind i Konflikterne.

Fik et dybt bedrøvet Brev fra Fru Tobiesen, der i sin dybe Medfølelse for Frankrig, har hængt det smukke Billede af den franske Soldat, der står på Forpost nede i Afrika og med Længsel i Blikket følger Trækfuglens Flugt mod Frankrig.

Sad nede hos Faderen om Formiddagen og snakkede om Krigen. Hans Mening har hele Tiden været den, at Tyskerne til at begynde med på Grund af deres numeriske Overvægt, hurtige Mobilisering og mere fremragende Førere, ville sejre, men de ville lidt efter lidt forbløde dem.

Jeg var i en romantisk Stemning da jeg red ud ad Middelfart Landevej, jeg drejede af og kørte ad brogede Biveje til Fyns højeste Punkt og denne Landsdels Skamlingsbanke vi eje, Frøbjerg Bavnehøj.

Frøken Fanny fortalte at mange af de tyske Officerer og Soldater var blevne sindssyge som Følge af de navnløse Rædsler.

Langt kærligt Brev fra Viggo, som jeg netop har tænkt så meget på i disse Dage. Han fortæller interessant om den smukke Stemning, der hersker i Paris, alle er beredte til at ofre Liv og Velfærd, der hersker Ro, Tillid og Tryghed.

Jeg har efterhånden fået adskillige Søndagsvaner, først den gamle at ligge længe om Morgenen, dernæst at springe Frokosten over og i Stedet for at drikke Fru Nielsens lækre Chokolade, dernæst ikke at gå ud hele Dagen og at samle en Del Brevskriveri til Søndag.

Besørgede en Del Skriveri og gik så en ganske kort Rundgang i Bedriften. Brev fra Wittrup, at man i Italien bestemt venter Landets Deltagelse i Krigen mod Østrig i Marts, han gruer for det da han samtidig venter en Revolution over hele Halvøen.

Tog med Toget til Odense, hvor jeg straks tog ind på Grand Hotel, var derpå henne hos Fru Møller at blive manicureret og pedicureret. Var til en god Aften henne i Sønderjysk Samfund: Pastor Jensen, der et helt År har været Præst for de sønderjyske Krigsfanger i Frankrig.

Der var mange, som skulle med Toget fra Kerteminde, var glad over at skulle til Odense, disse Ture er jeg kommet til at holde meget af. Talte på Stationen med Pastor Bierre om Prebens eventuelle Foredrag.

To store Begivenheder: Paven har fremlagt Fredsforslag og den russiske Kejserfamilie er deporteret til Sibirien. Pave Benedikt XV forlanger Elsass-Lothringen tilbagegivet Frankrig, og Kongeriget Polen genoprettet.

Alle er opfyldte af den nyeste tyske offensiv, der vel nok gælder Paris. For at Banditten, den tyske Kronprins, kan få en Fjer i Hatten som Parises Erobrer skal Blodet nu flyde i Strømme.

Jeg sad oppe i min Stue og ventede på det Øjeblik da den elskede Viggo skulle komme. Sad og læste i Martha Ottesens Danmarks Grænsevagt mod Syd da jeg hørte den lette gule Vogn køre op ad Banken. Viggo så så glad ud, det kunne jeg se oppe fra mit Vindue.

Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.

Efter Frokost kom Hans Rasmussen ind i Testuen og meldte, at der var kommet en Telefonmeddelelse; han havde sin mest højtidelige Mine på.

Danmarks største Skuespiller Olaf Poulsen er død og samtidig er Verdens største Skuespillerinde Sarah Bernhardt død.

Ejendommeligt at se hvad der udvikler sig i Tyskland for Tiden under Trykket af den Ydmygelse, som Frankrig gør Landet til Genstand for. Hele Stillingen må minde Tyskerne om den ulykkelige Tid efter Jena i 1806.

Preben var her til Frokost, i Eftermiddag rejse han og Mary ud til Hellebæk for alene med Kai og Ingegerd at fejre deres Sølvbryllup. Fryde kom og modtog Manuskriptet til min nye Bog. Var ude at se til Viggo Jarl. Han er dog altid den samme trofaste Ven.

Kejser Wilhelm har på nogle Punkter været klogere end sin Samtid, blandt andet med Hensyn til den gule Fare, thi det at Englands og Frankrigs Politik tvinger Japan, og dermed Kina, lige i Armene på Rusland, må unægtelig betragtes som en stor Fare.

Hindenburg er opstillet som Kandidat til Præsidentværdigheden, det tiltaler min monarkistiske Følelse, men mon det dog ikke er en farlig Leg? Jeg håber han vil gøre det bedre end MacMahon i sin Tid.

Hvad skal man tro om de engelsk-franske Aftaler? Mon virkelig England vil tillade at Frankrig dekreterer hele Rhinlandet som sit Operationsområde, ifald nogen af Frankrigs Allierede (Polen og Tjekkoslovakiet) bliver angrebet.

Interessant Brev fra Preben fra Strasbourg; som Diplomat bruger han sine Øjne godt, efter hans Opfattelse undertrykker Franskmændene Befolkningen ganske som Preusserne gjorde det inden 1914.

Glædede mig over et Kort fra Viggo, Kortet fremstillede den af ham og Moderen købte, af Palmer omgivne Villa i Cannes.

Besøgte så Carlberg, der var meget optaget af sin Deltagelse i Pressekongressen i Köln og aldeles imponeret af Tysklands Opkomst de sidste År, Tyskland var rigt og fuldt af Initiativ, i Skjul skabtes en ny Hær, Republikken var konsolideret, mente han.

Skrev til Starck og forklarede ham, at Jernbanebilletter og Hotelregninger betales kontant, det gale Menneske vil tage til Paris i Sommer, naturligvis i Forventning om, at jeg betaler; hvad der vel også bliver Enden på det; men lidt Princip må der dog til i Galskaben.

Skrev en lang Fortegnelse over testamentariske Gaver, Prins Viktor Napoleons Søn skal have alle mine Samlinger fra det andet Kejserdømme, Kongen testamenterer jeg den store Vase, som Christian den niende forærede Bedsteforældrene til deres Sølvbryllup.

Hans og Kai rejste om Morgenen tidligt. Mary kørte om Eftermiddagen ind til Damefrisøren i Odense, og Preben og jeg gik en god Tur. Preben fortalte meget fra Verdenspolitikken, blandt andet fra Forholdene i Rusland.

Hvor er det dog en smuk Årstid! I Dag så jeg de første Skovmærker. Ude i Verden er det ikke så smukt, men det trækker dog af til fredeligere Forhold.

Det trækker op til en Krig mellem Tyskland og Rusland – mon virkelig det nu så røde Frankrig med Blum i Spidsen vil benytte Lejligheden til at falde Tyskland i Ryggen?

Atter Uro i Frankrig, Blums højre Hånd, Indenrigsminister Salengro har taget sig af Dage ved Gasforgiftning, efter at hans politiske Modstandere have beskyldt ham for at være deserteret under Verdenskrigen og være løbet over til Preusserne. Hvorledes er det mon med denne Desertion?

Tyskland vil bemægtige sig Marokko, den spanske Del, hvorfor vil nu Franskmændene forhindre det og derved måske fremkalde en Verdenskrig, Tyskland må have Kolonier.

Langt interessant Brev fra Preben, der er meget optaget af den spanske Borgerkrig, der så nemt kan udarte til en ny Verdenskrig.

En stor, betydningsfuld Dag er det i dag, Chamberlain, Daladier, Mussolini og Hitler er blevne enige, og de have underskrevet en Protokol, der udleverer Sudeterlandet til Tyskland.

Preben kom til Middag, optaget af de store Begivenheder; han bliver ikke træt af at kalde Hitler en Skurk, en Forbryder: Prebens Motivering er den, at Hitler kunne få Sudeterlandet gratis og dog ville fremkalde en Verdenskrig. Preben læste et Par Breve op fra Ingegerd fra London.

Chamberlain har nu slået i Bordet og erklæret, at ifald en fremmed Magt anfalder Polen, vil England erklære vedkommende Magt Krig. Der kan af gode Grunde ikke være Tale om anden Magt end Tyskland, for England og navnlig Frankrig, har nærmet sig stærkt til Rusland.

Hitlers med så megen Spænding af hele Verden ventede Tale er holdt i forholdsvis rolig Toneart, men han lader dog skimte, at han næppe holder Fingrene fra Danzig i Længden.

Tyskland har nu afsluttet Militæralliance med Italien. England vil ingen Alliance slutte men vil have Rusland og Frankrig til at rage Kastanjerne ud af Ilden for sig, ifald der udbryder Krig mellem Polen og Tyskland.

Yderst interessant Brev fra Preben fra London, han havde spist hos Chamberlain, der talte roligt og trygt om Situationen, mente ikke, der var nogen øjeblikkelig Fare for Krig, idet Hitler var klar over, at det var Englands og Frankrigs Alvor med Danzig.

Ganske overvældet ved Meddelelsen om, at Rusland og Tyskland har afsluttet en Handelstraktat; det kan nok være, at Stalin har narret Bonnet og Chamberlain!

Tyskland synes noget at have forregnet sig med Hensyn til Virkningen af den nye Konstellation Rusland-Tyskland; England og Frankrig fastholder stadig, at ville støtte Polen i Tilfælde af Krig. De tyske Hære er på Vej mod den polske Grænse.

Situationen ser lidt roligere ud i Dag, idet Hitler har erklæret at ville nøjes med Danzig og Korridoren… Da jeg kom hjem, var Nyhederne atter dårligere, det lader til, at Hitler vil have tilbage de Dele af Polen, som Preussen havde inden 1919, det vil sikkert fremkalde Krig!

Det så roligere ud i Verden i dag, Magterne forhandler stadig, det er gode Tegn, og England og Frankrig vil så nødig indlade sig på den Krig, og Italien vist endnu nødigere.

Graae mente, England og Frankrig snart blev nødt til at indlede Fredsforhandlinger, de kan ikke klare sig mod de mægtige Stater Tyskland og Rusland; nu vil Rusland til at opsluge det ulykkelige Finland og strækker allerede sine Fangarme ud mod Sverige.

Det forlyder nu, at da Frankrigs og Englands Sendebud i Moskva forhandlede om en Alliance med Rusland, stillede Stalin og Molotov Krav om frie Hænder overfor Finland og Østersøstaterne, det blev afslået; men så kom Ribbentrop og han gik på Hitlers vegne med på den værste.

Så kom Hans, der var meget opfyldt af Verdensbegivenhederne, han mente, at Hore Belishas og Ribbentrops Træden i Baggrunden betød Udsigt til en Fredskongres, for de to var de ivrigste efter at der skulle blive virkelig Krig mellem Tyskland og England, og ikke det nuværende Spilfægteri.

Jeg begynder at håbe på, at en Revolution i Rusland skal bringe en Afslutning på Krigen; det ulmer overalt i det store Rige, og Banditten Stalin er blevet urolig.

Talte med en Mand, der kom lige fra Berlin, de, der ikke har Rationeringskort, kan ikke få andet end Kartofler og Kartoffelvand.

Her er både engelske og tyske Gæster på Terminus, og begge Hold udtaler sig meget åbenhjertigt til både Portier og Inspektør; ingen af Parterne tror på snarlig Fred, både Hitler og Chamberlain vil hænge til det yderste, foreløbig går eller sjokker Frankrig efter England.

Mine Udtalelser til Berlingske Tidende er bleven til en hel Lavine, Pressen over hele Landet har travlt med Sagen og holder absolut med mig; i dag skriver Professor Ellinger om Stykket og forlanger, at Det Kongelige Teater, at Forestillingen ikke må finde Sted, men skal aflyses.

Werner fortalte, at der forleden var kommet et lang Tog af tyske Ruteautomobiler, der rummede både tyske Teaterselskaber og Skøger til de tyske Bordeller i de større Byer, så ligt takserer altså Skuespillere og Skuespillerinder under Hitlers Styre.

Den tyske Hær rykker mod Syd i Frankrig for at hindre Amerikanerne i at indskibe sig til Marseille. Det arme Frankrig er blevet hårdt straffet for den Letsindighed, hvormed det erklærede Tyskland Krig i 1939. Mon dette nu ikke skulle blive Begyndelsen til Enden på Krigen?

Skrev en Mængde Breve. Meget optaget af Begivenhederne i Frankrig, det ulykkelige Frankrig.

Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.