Rusland

I Dag har jeg fordrevet Dagen under en fortsat lys og lykkelig Stemning. Selv Besøget hos Fader i Morges var jeg tilfreds med, jeg gik for Resten tidligt derfra for at spille Tennis med Gohr.

Kastede mig som hver Morgen over Aviserne for at læse Nyhederne fra Norge. Nu lader Prins Carls Tronbestigning til snart at skulle blive til Virkelighed. I Rusland raser Revolutionen videre.

I disse begivenhedsrige Tider, hvor Revolution og Kongevalg – Rusland og Norge – holde hele Verden i Spænding, styrter jeg mig over Aviserne som over en spændende Roman.

Moder fortalte, at Prins Hans, under Besøget på Fredensborg, havde fortalt om Prinsesse Maries Død. De Anfald, der var gåede forud for Døden var af de tilkaldte Læger blevne karakteriserede som forårsagede af Drankergalskab og overdreven Nydelse af Morfin.

Og så havde jeg netop talt så meget om ham med Houmark, da han er Viggo Jarls faste Forbindelse, de er gamle Klassekammerater og have stået i Forhold til hinanden lige siden dengang, han hørte uden Forbavselse på det, da jeg fortalte ham, at Viggo Jarl kom til Lundsgaard til Sommer.

Sov slet ikke hele Natten og var glad da Natten var overstået, og Morgenen gryede. Nede ved Stalden stod Gerhard, Jens og Chaufførerne og læste Løbeseddelen, jeg råbte ud af Vinduet at de skulle bringe mig Løbeseddelen.

Da jeg kom Hjem kastede jeg mig over Aviserne, der melder om Franskmændenes Tilbagetog og Russernes over Forventning hurtige Indrykning i Preussen. Franskmændene og Englænderne have dog ved Belgiens Hjælp opnået at hale Tiden ud, så Russerne have haft frie hænder til at gå løs på Preussen.

Sad nede hos Faderen om Formiddagen og snakkede om Krigen. Hans Mening har hele Tiden været den, at Tyskerne til at begynde med på Grund af deres numeriske Overvægt, hurtige Mobilisering og mere fremragende Førere, ville sejre, men de ville lidt efter lidt forbløde dem.

Jeg var i en romantisk Stemning da jeg red ud ad Middelfart Landevej, jeg drejede af og kørte ad brogede Biveje til Fyns højeste Punkt og denne Landsdels Skamlingsbanke vi eje, Frøbjerg Bavnehøj.

Besørgede en Del Skriveri og gik så en ganske kort Rundgang i Bedriften. Brev fra Wittrup, at man i Italien bestemt venter Landets Deltagelse i Krigen mod Østrig i Marts, han gruer for det da han samtidig venter en Revolution over hele Halvøen.

Christian havde fyret lidt for stærkt inde i Sovekammeret, og jeg behøvede blot at gå fra dette ind i den koldere Stue ved Siden af for straks at blive forkølet. Var til overmåde behagelig Middag hos de rare Juels på Hverringe.

Fulgtes med Hellborns til Odense, hvor jeg mødte Hofman-Bang og passiarede med ham på hele Turen.

Oppe på Højskolen talte Konsulenten om de forskellige Racer, så drak jeg Kaffe med den store Forsamling og sad ved Siden af Pastor Bierre. Medens vi sad ved Kaffen kom Meddelelsen om, at der var udbrudt Revolution i Rusland.

Meget glad over at skulle til Odense. Tog afsted med 3 Toget, talte i Toget med Fru Bichel og om hvad andet end den russiske Revolution, den fylder jo alles Sind.

Flere Graders Kulde og stærkt Snefald. Fra Hoffet meddelte de Moder, at Kejserinde Dagmar var velbeholden i Kiev. Enkedronningen havde fortalt Moder, hvor fortvivlet hendes Svigerinde havde været over den Rasputinske Wirtschaft.

Det var en nydelig Middag hos Generalkonsul Svenné, jeg havde den pæne og rare Frue til Bords. Bordet var smukt dækket med Tulipaner i alle Regnbuens Farver.

To store Begivenheder: Paven har fremlagt Fredsforslag og den russiske Kejserfamilie er deporteret til Sibirien. Pave Benedikt XV forlanger Elsass-Lothringen tilbagegivet Frankrig, og Kongeriget Polen genoprettet.

Blodig Borgerkrig i Finland, de yderliggående Socialdemokrater synes at have tilrevet dem Magten, det er Bolsjevikkernes Propaganda, der virker, I Tyskland er der omfattende Strejker, ja, Verden knager i sine Fuger.

Langt interessant Brev fra Preben, der uden Hensyn til Censuren fortæller løst og fast om de forfærdelige Forhold i Rusland.

Alle er opfyldte af den nyeste tyske offensiv, der vel nok gælder Paris. For at Banditten, den tyske Kronprins, kan få en Fjer i Hatten som Parises Erobrer skal Blodet nu flyde i Strømme.

Skrædder Nedermarks Søn, den unge Teolog, der af Kristelig Forening for unge Mænd er udsendt til de tyske Fangelejre i Rusland [fortæller], at i flere Lejre have de tyske Soldater slået deres Officerer ihjel.

Rart Brev fra Therkildsen, der giver begejstrede Skildringer af Jublen i Sønderjylland; han var tilstede, da Wilhelm den førstes Statue blev nedrevet i Haderslev. Hvem der var rask og kunne ile derned. Kedeligt med den Uorden i Statsministeriets Regnskaber.

Der var langt Brev fra Hans Ehlers fra Sønderborg, der uden mange Omsvøb lod mig forstå, at han ”som Beboer af Als og Søn af en flensborgsk” Fader ikke kunne dele min Glæde over Sønderjyllands Løsrivelse fra det tyske Fædreland.

Preben havde spist hos Enkekejserinden i går, og hun havde sagt: ”Jeg tog ikke imod Kongen af Italien forleden, jeg ville ikke have noget at gøre med den Mand, der har trykket min Søns Mordere i Hånden.” Deraf fremgår det at Kejserinden ikke tror, at Sønnen er i Live.

Føler mig noget utilpas. Var med Moder ude på Rigshospitalet at se til Preben og Ingegerd, Undersøgelsen var endnu ikke færdig; så tog vi ud til Sct. Joseph Hospitalet for at se til Fru Gohr; dennes Svigerdatter frarådede os at gå ind, da den Gamle var helt Uklar.

Hvilken Tåbelighed med al den Snak om Afrustning, nu har der i Estland været en meget blodig Bolsjevikopstand, som heldigvis er blevet undertrykt, de infame russiske Banditter lå med deres Flåde i den finske Bugt og lurede på Resultatet.

Tog varmt Bad og blev inde hele Dagen. Arbejdede med Christian den sjettes Datter. Mary kom et Øjeblik, hun kom lige fra Messen i den russiske Kirke, i morgen falder Dommen ved Højesteret, og Resultatet vil sikkert blive at Kirken overlades Bolsjevikkerne, der agte at åbne en Film derinde.

Maveuordenen vedvarer, idag har jeg dog spist noget Grød, koldt Kød og drukket kold Mælk til. Jeg er ganske forbavset over den Alliance mellem de gamle Arvefjender, Rusland og Tyrkiet.

Irgend spillede pænt for mig inden hun rejste; hvor er hun sød, hendes Blik og hendes rørende Stemme have deres særlige Charme. Mary fortalte ligesom de andre Dage godt; hun mener fuldt og fast, at Kejser Nikolai og hans Familie Lever, og at de holdes skjulte i et Kloster i det yderste Sibirien.

Jeg havde Besøg af General Arendrup, der ville tale om Planerne om en Indsamling til et Legat, hvis Renter skal uddeles af Kejserinde Dagmar.

Var ude hos Kejserinden, der modtog mig på det venligste. Hun var for Resten meget irriteret over at Prinsesse Thyra var blevet tvunget til at forlade Amalienborg for at bo i en beskeden Lejlighed i Østbanegade uden så meget som en Dame om sig.

Var til den store Diskussionsaften i Studentersamfundet, det er blevet stærkt radikaliseret siden jeg var Medlem i Halvfemserne, de ældre og yngre Medlemmer synes alle at være overbeviste Socialdemokrater. Redaktør Reventlow og Professor Knud Berlin.

Havde en Del Forretningsbreve at besørge. Kørte efter Frokost ud til Hvidøre for at se på de Ting, der skal sælges ved Auktion efter Kejserinde Dagmar og Dronning Alexandra.

Preben forklarede mig, hvorfor kun to af de russiske Storfyrster var tilstede ved Kongens Taffel efter Kejserindens Bisættelse. Storfyrsinde Xenia havde sagt til dem alle, at de skulle blive derfra, da den danske Konge havde behandlet Kejserinden så dårligt.

Læste en Del om Stalin. Mærkeligt at Stalin, der har gennemgået så store Lidelser som Deporteret til Sibirien og nær undgældt med sit Liv, kan være så grusom og blodtørstig, han kan da umuligt være en Idealist. Stakkels Rusland, som han mishandler, men enhver Djævel regerer til sin Tid.

Hans og Kai rejste om Morgenen tidligt. Mary kørte om Eftermiddagen ind til Damefrisøren i Odense, og Preben og jeg gik en god Tur. Preben fortalte meget fra Verdenspolitikken, blandt andet fra Forholdene i Rusland.

Langt Brev fra Adam Poulsen i Anledning af at han ikke kan spille Hakon Jarl i denne Sæson, skrev straks til ham, at jeg ikke kunne gå med til at tage Hakon Jarl frem til næste Sæson.

Det trækker op til Krig mellem Japan og Rusland i Anledning af de russiske Grænsestrækninger ved Manchuriet, gid nu Europa og Amerika vil lade Japanerne banke de infame Russere af, så synger måske Bolsjevismen på sit sidste Vers.

Det trækker op til en Krig mellem Tyskland og Rusland – mon virkelig det nu så røde Frankrig med Blum i Spidsen vil benytte Lejligheden til at falde Tyskland i Ryggen?

Langt interessant Brev fra Preben, der er meget optaget af den spanske Borgerkrig, der så nemt kan udarte til en ny Verdenskrig.

Fik fat i et Par Numre af Kommunisternes Organ ”Arbejderbladet” og læste til min Forbavselse de hårdeste Angreb på Stalin, der blev kaldt Tyran og de russiske Arbejderes Undertrykker.

En stor, betydningsfuld Dag er det i dag, Chamberlain, Daladier, Mussolini og Hitler er blevne enige, og de have underskrevet en Protokol, der udleverer Sudeterlandet til Tyskland.

Chamberlain har nu slået i Bordet og erklæret, at ifald en fremmed Magt anfalder Polen, vil England erklære vedkommende Magt Krig. Der kan af gode Grunde ikke være Tale om anden Magt end Tyskland, for England og navnlig Frankrig, har nærmet sig stærkt til Rusland.

Alle er meget optagne af Præsident Roosevelts Budskab til Hitler og Mussolini, de tvende Diktatorer vender sikkert det døve Øre til disse Lokketoner, vestigia terrent, Tyskerne ved af sørgelig Erfaring, hvad der kom ud af Præsident Wilsons Mægling i 1918.

Jeg kom i Snak med et Par Kommunister, der havde været i Moskva, de fortalte, at Stalin allerede havde underskrevet Dødsdommen på adskillige Danske, der straks skulle dræbes, når Rusland havde erobret Danmark.

Hitlers med så megen Spænding af hele Verden ventede Tale er holdt i forholdsvis rolig Toneart, men han lader dog skimte, at han næppe holder Fingrene fra Danzig i Længden.

Tyskland har nu afsluttet Militæralliance med Italien. England vil ingen Alliance slutte men vil have Rusland og Frankrig til at rage Kastanjerne ud af Ilden for sig, ifald der udbryder Krig mellem Polen og Tyskland.

Nu er der Uro i et andet Verdenshjørne, Japanerne vil smide Englænderne ud af Tientsin; hvor træder dog Englands Svækkelse stærkere og stærkere frem.

Preben er så opfyldt af Skræk over Verdenssituationen, skriver om, hvorledes ”den uhyggelige Djævel i Moskva, Stalin, ler i Skægget over Chamberlain og Hitler, der begge forgæves bejler til ham for at forhale Verdens Undergang”.

Ganske overvældet ved Meddelelsen om, at Rusland og Tyskland har afsluttet en Handelstraktat; det kan nok være, at Stalin har narret Bonnet og Chamberlain!

Den største Begivenhed i lange Tider er indtrådt, en Begivenhed, der vil have sådanne Følger, at de slet ikke er til at overskue: Rusland og Tyskland have sluttet en ikkeangrebspagt!

Trods sit nærtforestående Bryllup og Glæden derover var Sørensen som alle Mennesker meget optaget af de store Verdensbegivenheder.

Tyskland synes noget at have forregnet sig med Hensyn til Virkningen af den nye Konstellation Rusland-Tyskland; England og Frankrig fastholder stadig, at ville støtte Polen i Tilfælde af Krig. De tyske Hære er på Vej mod den polske Grænse.

Graae mente, England og Frankrig snart blev nødt til at indlede Fredsforhandlinger, de kan ikke klare sig mod de mægtige Stater Tyskland og Rusland; nu vil Rusland til at opsluge det ulykkelige Finland og strækker allerede sine Fangarme ud mod Sverige.

Var hele Formiddagen oppe på Det Kongelige Bibliotek, der har man det bedst i disse sørgelige og uhyggelige Tider.

Nu er det sket. Rusland har under det elendigste Påskud, der endnu har indledt en Krig, kastet sig over Finland.

Det forlyder nu, at da Frankrigs og Englands Sendebud i Moskva forhandlede om en Alliance med Rusland, stillede Stalin og Molotov Krav om frie Hænder overfor Finland og Østersøstaterne, det blev afslået; men så kom Ribbentrop og han gik på Hitlers vegne med på den værste.

Alle er, som rimeligt er, opfyldte af Medlidenhed med det ulykkelige Finland, medens ingen ynkes over Russerne, der vist døjer mere endnu end Finnerne, slet udrustede, klædte og ernærede som de er.

Aviserne meldte om, hvorledes Finnerne stadig mørbanke Russerne, der er glade over, de bliver tagne til fange og skildrer de forfærdelige Tilstande i deres Hjem.

Smukt at læse om de Skarer af begejstrede unge Mænd, der fra overalt i Europa strømmer til de finske Faner for at beskytte det heltemodige Finland mod russisk Despoti; Prins Valdemars Svigersøn, Prins René af Parma, er på Vej derop, han kom til København i går på Vej til Finland.

Så kom Hans, der var meget opfyldt af Verdensbegivenhederne, han mente, at Hore Belishas og Ribbentrops Træden i Baggrunden betød Udsigt til en Fredskongres, for de to var de ivrigste efter at der skulle blive virkelig Krig mellem Tyskland og England, og ikke det nuværende Spilfægteri.

Pænt Brev fra Thyra, der fortæller, at Svogeren Knud Juel nu også er draget mod Nord for at indtræde som Frivillig i den finske Hær; det er den anden af mine Slægtninge, der er ilet Finnerne til Hjælp; den anden er min Grandnevø, Erhard Frijs; Agnes Sønnesøn.

Jeg begynder at håbe på, at en Revolution i Rusland skal bringe en Afslutning på Krigen; det ulmer overalt i det store Rige, og Banditten Stalin er blevet urolig.

Om Aftenen havde jeg en Del Skriveri i Anledning af de finske Børns Anbringelse, der skal 100.000 her til Danmark. Lad os håbe at Systemet i Rusland er så råddent og Landet så overmodent til Revolution, at der ikke bliver noget af Finlands Erobring.

Talte med en Mand, der kom lige fra Berlin, de, der ikke har Rationeringskort, kan ikke få andet end Kartofler og Kartoffelvand.

Henrik meddelte mig, synlig betaget, at Tyskland havde erklæret Rusland Krig. Hvilken Situation. Skændsel for England, der for to År siden erklærede Tyskland Krig for at beskytte Polakkerne; nu beskytter Tyskland og Englands Protegé, Finland.

Kom et langt Stykke frem i Storkansleren, nød rigtig det Arbejde, ligesom de andre Dage. Medens jeg hvilede efter Spadsereturen, kom Karl Gustav for på Fru Betty Nansens Vegne, at takke for min Hjælp til Teatrets Drift.

Meget tidligt oppe og arbejde på Storkansleren, skønt jeg var dybt deprimeret. Var til den sædvanlige Hormonindsprøjtning hos Overlæge Rydberg, der som altid var særdeles godt underrettet.

Overlæge Borberg kom og så til mig, og jeg klagede min Nød til ham over Tvangstankerne. Det er en Sygdomsform, som er almindelig mellem hans Patienter; han gav mig nogle Piller, som skulle oplive og derved dulme Tvangstankerne.

Der var stor Opstandelse på Rådhuspladsen i Anledning af, at de mange, der har fået Ferie inden for det frivillige danske Korps i Rusland og som kommer hjem i dag.

På Tilbagevejen sad Sporvognen, som jeg var med, fast i Trængslen på Rådhustorvet, hvor der var Slagsmål mellem Kommunister og Medlemmer af Frikorpset Danmark.

Meget pinligt berørt af Tyskernes Nederlag ved Stalingrad. I Tyskland lægges der slet ikke Skjul på Nederlaget, der åbent omtales som en national Ulykke, samtidig med at man hævder, at Heltene fra Stalingrad have reddet Tyskland og Europas Fastland.

Læser med Skræk [med Skræk] den Tale, som Goebbels har holdt, Goebbels udtaler med rene Ord, at der er Fare for, at Bolsjevikkerne snart vil oversvømme Europa og tilintetgøre Civilisationen. Gud give Tyskerne Sejren.

Langt Besøg af Bartholdy, hans Besøg er jeg altid glad for, de giver mig Fred i Sindet, og jeg er glad ved at mærke, hvor nær vi står hinanden, og hvor meget vi betyder for hinanden.

Hellan Kolbye besøgte mig lige inden han skulle tilbage til Odense; fra mig skulle han hen at spise Frokost hos Svend Fridbergs Forældre og derefter være ene med den Elskede, lige til han skulle afsted på den i vor Tid så ubehagelige og besværlige Rejse til Odense.

Kehler bemærkede meget rigtigt, at Karl Gustav havde det som Blommen i et Æg.

Nød rigtig Haven og dens Blomster. De allierede trænge stærkt frem på Sicilien; Russerne er sikkert meget opbragte over, at dets Allierede ikke opfylde Stalins inderlige Ønske om, at de må angribe Balkanhalvøen.

Var oppe hos Thomans for at få gjort noget ved min Bandage.

Masser af kendte Folk er arresterede, Lensgreve Schimmelmann, Juel på Villestrup, Bent Holstein; det gør mig ondt for Fru Reinhold Jacobsen. Der er dræbt Masser i Nat under Gadekampene [i Nat].

Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.

Det lader til, at Russerne vil blive hele Vinteren på Bornholm, som de næppe nogensinde forlader; der bliver ingen Engangsskat, men der vil forhåbentlig kunne presses tre Milliarder ud af Værnemagerne.

Karl Gustav sendte mig sit Billede af Hamlet med Yoricks Hoved; meget smukt. Arbejdede med Fru Jacobsen, der i går havde været sammen med engelske Officerer; de havde talt med megen Modvilje om Russerne, som de mente Englænderne snart kom i Krig med.

Arbejdede hele Eftermiddagen med Fru Reinhold-Jacobsen, der i Pauserne fortalte om alt det, hun havde fået at vide af den unge Holm, der lige er kommet hjem fra Tyskland.

Generalstrejken er trådt i Kraft; den er foranstaltet af Pøblen med vores hjemlige Kommunister og de røde Djævle i Moskva som Bagmænd; det er Straf fordi Domstolene ikke har villet dømme Klagenberg til Døden.

Bartholdy besøgte mig; han var meget knuget om Ruslands skændige Behandling af Finland, der er tvunget til at idømme de Statsmænd, der, på hele det finske Folks Vegne, erklærede Rusland den anden finsk-russiske Krig, medens ingen tænker på at straffe Rusland for Krigserklæringen 1939.

Stalin optræder med større og større Frækhed, nu har [han] ladet sine Tropper rykke mod Teheran. Arbejdede på Storkansleren.

De Radikale bliver sig selv lig; inden 1914 proklamerede de, at der aldrig mere blev Krig i Verden, i 1939 erklærede de, at Danmark absolut ikke kom med i den anden Verdenskrig, nu råber de højt op om, at Konflikten mellem England og Rusland ikke kan fremkalde en tredje Verdenskrig, skønt alle an

Arbejdede på en Afhandling om Odense Teater, som jeg har lovet Poul Dreyer og Rungwald til Jubilæumsbogen.

Var til en smuk og gribende Forestilling i Det Ny Teater, hvor Kjeld Abells Silkeborg blev opført, hvor må Forfatteren være himmelvidt forskellig fra Faderen, min afdøde Ungdomsbekendt, den rolige og sindige Peter Abell.

Kom et langt Stykke frem i Storkansleren. Det ærgrer mig, som Folk skaber sig med deres forlorne Indignation over Franco.

Kehler talte om, at der var så mange Teaterfolk, som var Kommunister; Grunden, mente han, var den, at de pågældende mente, der i Rusland var en Klan, der levede højt, og at de in casu ville komme ind i den Klan.

Arbejdede på Storkansleren. Besøg af Ingegerds Tilkommende, Flemming Juncker; han gør et klogt og intelligent Indtryk; lidt distræt; det er ikke nogen fin Mand.

Talte udenfor Frederiksberg Teater med Karl Jørgensen; det glæder mig, at han har fået Hofjægermesterens Rolle i Julen på Ravnsholt; det er drøjt for de Skuespillere, som han, der må gå og vente på en tilfældig Rolle og ellers være uden Engagement.

Glæder mig meget til Erlings Besøg imorgen. Fru Andersen besøgte mig, hun var meget urolig for Svigersønnen, der endnu stadig er i russisk Krigsfangenskab, medens Datteren har måttet flytte ned til Eckernförde, for at varetage Munches store Fiskeimportforretning.