Jeg holdt mig inde hele Eftermiddagen på Grund af Forkølelsen og læste med ublandet Nydelse Wilhelm Holstes (Frøken Holstes Faders) bog om Felttogene i første Krig, især Ulykken i Eckernförde Fjord med ”Christian den ottendes” Sprængning er levende beskrevet.
Jeg blev vækket 6 ¾ og røg glad og oplivet ud af Sengen og glædede mig til at komme hjem til Lundsgaard. Jeg tog kun og pakkede Toiletrekvisitterne ind i min Håndkuffert og lod alt det øvrige ligge da jeg jo kommer igen Torsdag Aften.
Jeg kørte i Automobil ned til Roskilde sammen med Faderen og Onkel Julius. Den uniformerede Forsamling ude på Domkirkepladsen så imponerende, men noget for broget ud til den sørgelige Anledning.
En rar Formiddag. Besørgede en Del Skriveri og begav mig per Cykel ind til Kerteminde, hvor Folk stod i Grupper foran Husene og på Gadehjørnerne og talte med Ængstelse om Krigen.
Skrev til Gradewitz og søgte at gøre ham begribeligt, at alle her i Danmark, fra Kongen ned til Proletaren, kun ønskede et nemlig absolut Neutralitet. Skrev også til Albrecht Schmidt, talte i Telefonen med Federiet, hvor det går meget småt, takket være Krigen.
Da jeg kom Hjem kastede jeg mig over Aviserne, der melder om Franskmændenes Tilbagetog og Russernes over Forventning hurtige Indrykning i Preussen. Franskmændene og Englænderne have dog ved Belgiens Hjælp opnået at hale Tiden ud, så Russerne have haft frie hænder til at gå løs på Preussen.
Sad nede hos Faderen om Formiddagen og snakkede om Krigen. Hans Mening har hele Tiden været den, at Tyskerne til at begynde med på Grund af deres numeriske Overvægt, hurtige Mobilisering og mere fremragende Førere, ville sejre, men de ville lidt efter lidt forbløde dem.
Var henne hos den gamle forhenværende Vejmand Hans Larsen i Sibirien og lovede ham den ledigblevne Portion af Revningelegatet, da han sidder småt i det. Selv i dette fattige afsidesliggende Hjem er der en flammende Indignation over Tyskernes Skændselsgerninger i Belgien.
Nød noget Kakao og Kompot som Frokost og begav mig hen at besøge Redaktør Frederik Hansen, der fremviste mig sin Have og sit Hønseri. Han så meget mørkt på Situationen og gruede for det Øjeblik, da Englænderne ville tiltvinge dem Adgang gennem Bælterne.
Efter Frokost var jeg med Moder oppe på Amalienborg, hvor Stemningen var om muligt endnu mere antitysk end ude i Byen, hos Kongen er det mest udpræget, Dronningen går bedrøvet rundt, er så dansk som nogen, men hun har jo sine nærmeste Slægtninge med i Krigen.