Nåede ind til Barberen inden han lukkede. Så ud til Dr. Thorson på Åboulevarden for at tale med ham om Anbringelsen af Krigsinvalider her i Danmark. Han har fået Tanken efter at han på de Allieredes Side har deltaget i Krigen på Vestfronten og i Serbien.
Christian havde fyret lidt for stærkt inde i Sovekammeret, og jeg behøvede blot at gå fra dette ind i den koldere Stue ved Siden af for straks at blive forkølet. Var til overmåde behagelig Middag hos de rare Juels på Hverringe.
Lå det meste af Natten med Feber og havde den største Lyst til at blive liggende i Seng, men jeg ville nødig sende Afbud til Enkedronningen, og det ender jo altid med, at jeg tager mig sammen. Jeg havde fået en pæn Vogn fra Jørgensen med hvilken jeg kørte op til Døren på Charlottenlund.
Var til Audiens hos Kongen, det medfører i alt Fald en Fordel at være Lensgreve nemlig den, at jeg straks kommer ind til Kongen når jeg skal til Audiens, selvom der er nok så mange Generaler og Kammerherrer i Forgemakket. Kongen var meget venlig imod mig, sagde han ville besøge mig.
Inde hos Barberen traf jeg den unge Bent Holstein, han var som altid Fyr og Flamme for den sønderjyske Sag, arbejdede for Flensborg, meget eksalteret er han. Havde en meget interessant Aften ude i Politikens Sal, hvor Strindbergs dybt virkelighedstro Frøken Julie blev opført.
Det er et fuldstændigt Triumftog, H.P. Hansen har foretaget fra Sønderjylland til København, i Korsør og Roskilde var der Jubel, i København var der samlet 40.000 Mennesker foran Banegården for at tage imod ham.
Helge Rode har sendt mig Moderen med en smuk Dedikation, Stykket bliver nok Elverhøjs og Der var engangs Afløser.
Preben havde spist hos Enkekejserinden i går, og hun havde sagt: ”Jeg tog ikke imod Kongen af Italien forleden, jeg ville ikke have noget at gøre med den Mand, der har trykket min Søns Mordere i Hånden.” Deraf fremgår det at Kejserinden ikke tror, at Sønnen er i Live.
Det blev et meget langt Møde i Danmarks Fjerkræavlerforening, fra 10 til 5½, jeg mindes aldrig at det før har varet så længe.
Da jeg kom hjem var Preben der, han kom lige fra Kejserinden, der var meget irriteret over at Storfyrst Cyril havde udråbt sig selv til Kejser, skønt hun fastholder, at begge hendes Sønner lever.
Meget forpint af Nervøsitet. Julie Reedtz Thott kom kørende på Visit, man har Indtrykket af, at hun mere er Dronningens Veninde end Hofdame, hun er mærkeligt nok Dus med Kronprinsen. Julie fortalte om Kronprinsens Forlovelse.
Jeg var henne at høre [at høre] Vilhelm Andersens Foredrag om Holberg.
Tog varmt Bad og blev inde hele Dagen. Arbejdede med Christian den sjettes Datter. Mary kom et Øjeblik, hun kom lige fra Messen i den russiske Kirke, i morgen falder Dommen ved Højesteret, og Resultatet vil sikkert blive at Kirken overlades Bolsjevikkerne, der agte at åbne en Film derinde.