Preben og Kai kom Kl. 3. Preben er meget optaget af Kronprinsens og senere Kongens [og] Dronningens Besøg, det var, som jeg intet Øjeblik har været i Tvivl om, en Frierfærd, og den mislykkedes så grundigt som muligt.
Om Aftenen fortalte Preben om Kongens Irritation over Ministeriets engelske Orientering, Kongen er da også meget irriteret på Preben over hans Iver for at støtte Ministeriet på det Punkt, også den engelske Udstilling var Kongen meget misfornøjet med. Det er H.N. Andersen, der står bag ved.
Vågnede i en meget nedtrykt Stemning. Ked af det med Odense Teater. Er også noget trykket ved Tanken på de politiske Forhold og min egen dårlige økonomiske Situation.
Forfærdelige Begivenheder nede i Berlin, ubegribelig er den Dumhed, der har drevet Kommunisterne til at afbrænde Rigsdagsbygningen et Par Dage før Valget og derved give Hitlers Regering et velkomment Påskud til Undtagelseslove imod Omstyrtningspartierne.
Hvor er det dog en smuk Årstid! I Dag så jeg de første Skovmærker. Ude i Verden er det ikke så smukt, men det trækker dog af til fredeligere Forhold.
Finansminister Bramsnæs bor altid hos Preben, når han er i London med Kommissionen. Preben synes så godt om ham og forbavses over denne socialdemokratiske Ministers Foragt for Rigsdage, Parlamentarisme og Folkenes Forbund.
Skrev et langt Brev til Preben og bebrejdede ham hans næsegruse Beundring for Stauning, der naturligvis har smigret Preben under sit Ophold i London, og det kan Preben ikke stå for. Stauning er en foragtelig Karl, fordrukken og usædelig.
En stor, betydningsfuld Dag er det i dag, Chamberlain, Daladier, Mussolini og Hitler er blevne enige, og de have underskrevet en Protokol, der udleverer Sudeterlandet til Tyskland.
Til Europas Forfærdelse er Hitler rykket ind i Prag og har erobret hele Bøhmen og Mähren. Nu er der intet mere sikkert.
Langfredag har Mussolini benyttet til at erobre Albanien, han kan ikke som Hitler foretage sine Erobringer uden blodsudgivelse. Mon England griber ind? Nej, såmænd gør det ej, lige så lidt som dersom Polen blive angrebet, trods alle de store Ord.
Alle er meget optagne af Præsident Roosevelts Budskab til Hitler og Mussolini, de tvende Diktatorer vender sikkert det døve Øre til disse Lokketoner, vestigia terrent, Tyskerne ved af sørgelig Erfaring, hvad der kom ud af Præsident Wilsons Mægling i 1918.