Det er et fuldstændigt Triumftog, H.P. Hansen har foretaget fra Sønderjylland til København, i Korsør og Roskilde var der Jubel, i København var der samlet 40.000 Mennesker foran Banegården for at tage imod ham.
Mødtes med Viggo i Drachmanskroen, et meget hyggeligt og aparte Lokale, jeg nød Samværet med Viggo og drak med Nydelse den fine Vin til Maden, fortalte Viggo om mine Planer med Gunnar, han forstod godt at jeg ville sikre mig et Menneske til mine gamle Dage.
Da jeg kom hjem var Preben der, han kom lige fra Kejserinden, der var meget irriteret over at Storfyrst Cyril havde udråbt sig selv til Kejser, skønt hun fastholder, at begge hendes Sønner lever.
Drak Kaffe imorges og blev kraftig stimuleret deraf. Gik op i Bredgade 51 og stod lidt foran Bedstefaders gamle Lejlighed, som jeg inde siden den minderige Påske 1889, var også oppe på Kastelvolden og så på den Plads hvor vi spillede Tennis i de gamle Dage, seneste i 1895. Ak ja!
Tog varmt Bad og blev inde hele Dagen. Arbejdede med Christian den sjettes Datter. Mary kom et Øjeblik, hun kom lige fra Messen i den russiske Kirke, i morgen falder Dommen ved Højesteret, og Resultatet vil sikkert blive at Kirken overlades Bolsjevikkerne, der agte at åbne en Film derinde.
Var oppe på Amalienborg for at kondolere. Det klædte Axel at se bedrøvet ud, hans Udtryk havde ikke det sædvanlige markante. Havde en nydelsesfuld Aften i Folketeatret, hvor Bodil Ipsen spillede i Bissons Hvem er hun? Jeg var dybt grebet og græd under den sidste Scene.
Frøken Wedel-Heinen var her på en to Timer lang Visit, hun fortalte mig Grunden til det i sin Tid meget omtalte Morskab mellem Kong Frederik den ottende og Hegermann.
Der var mange Audienssøgende, da det var en Måned siden Hans Majestæt sidst havde givet Audiens.
Kejserinde Dagmar er død. Jeg tænkte en hel Del på denne i enhver Henseende stort anlagte Kvinde, som jeg har haft den Lykke at komme i et lidt nærmere Forhold til end Folk i Almindelighed.
Var om Aftenen henne at høre Ruy Blas oplæst af Johannes Poulsen. Mon det egentlig var klogt af Det Kgl. Teater at lade Johannes Poulsen gå for at beholde Poul Reumert?
I Forgemakket på Christiansborg talte jeg med Carl Moltke, der er kommet til at se noget havareret ud, han halter og må støtte sig til en Stok, med General Castenschiold og Grosserer Ernst Meyer, som jeg synes godt om fra dengang vi var sammen i Nationalbanken.