21. September 1928

Forskelligt vedrørende det danske hof.

Tænkte med Glæde på de dejlige Roskildedage. Graae var oppe hos mig i Anledning af Lensafløsningen, som vi enedes om at stille i Bero indtil der var kommet Klarhed i Spørgsmålet om Betaling for de eksproprierede Jorde. Kai fortalte om Yachtklubbens Besøg hos Majestæterne på Klitgaarden i Skagen: Der var en Amerikaner med, midt under det hele tager han sin Shagpibe frem og tænder den in visu Majestætis; Hofmarskalen går hen til ham og siger, at det går ikke an, dertil svarer Amerikaneren: ”Jeg har 700000 Dollar om Året og er vant til at gøre hvad jeg vil,” Hofmarskalen henvender sig til Kongen, der siger: ”Jag den Karl på Porten,” og det skete som befalet. Kai havde med sine Forældre været hos Kejserinde Dagmar, der fortalte, at medens hun var syg var hun blevet tilset af Professor Petersen; han var en Morgen kommet ind og havde spurgt på sin burschikose Måde: ”Nå, hvordan har vi sovet i Nat?” Dertil havde Kejserinden svaret: ”Jeg har sovet godt, hvordan De har sovet er mig komplet ligegyldigt.” Jeg var ude i Haveselskabets Have, hvor jeg beundrede en Samling smukke Georginer, talte derude med den tidligere Hofdame, Frøken Frederikke Castenskiold. Jeg vil overholde her i København hver dag at gøre en passende Tur. Var om Aftenen henne på Universitetsbiblioteket og hørte Rose læse Oehlenschlägers Sankt Hans Aftenspil.

Kejserinde Dagmar af Rusland (1847-1928). Fotografi 1926. Det Kongelige Biblioteks billedsamling.

Emne
Årti