I Dag måtte jeg altså efter Timen med Manuduktøren hen at gøre Hoveriarbejde hos Fader; det er for Resten påfaldende, hvor meget venligere han er imod mig når han er i København, end når han er på Langeland.
I Dag har jeg fordrevet Dagen under en fortsat lys og lykkelig Stemning. Selv Besøget hos Fader i Morges var jeg tilfreds med, jeg gik for Resten tidligt derfra for at spille Tennis med Gohr.
Jeg holdt mig inde hele Eftermiddagen på Grund af Forkølelsen og læste med ublandet Nydelse Wilhelm Holstes (Frøken Holstes Faders) bog om Felttogene i første Krig, især Ulykken i Eckernförde Fjord med ”Christian den ottendes” Sprængning er levende beskrevet.
Det er nu slået fast, at Fader fra Maj 1897 overlader mig Lundsgaard med dets Hovedgård, Skove og Bøndergods, NB ikke en eneste Fæstegård er solgt.