Finland

Blodig Borgerkrig i Finland, de yderliggående Socialdemokrater synes at have tilrevet dem Magten, det er Bolsjevikkernes Propaganda, der virker, I Tyskland er der omfattende Strejker, ja, Verden knager i sine Fuger.

Var til den store Diskussionsaften i Studentersamfundet, det er blevet stærkt radikaliseret siden jeg var Medlem i Halvfemserne, de ældre og yngre Medlemmer synes alle at være overbeviste Socialdemokrater. Redaktør Reventlow og Professor Knud Berlin.

Graae mente, England og Frankrig snart blev nødt til at indlede Fredsforhandlinger, de kan ikke klare sig mod de mægtige Stater Tyskland og Rusland; nu vil Rusland til at opsluge det ulykkelige Finland og strækker allerede sine Fangarme ud mod Sverige.

Var hele Formiddagen oppe på Det Kongelige Bibliotek, der har man det bedst i disse sørgelige og uhyggelige Tider.

Nu er det sket. Rusland har under det elendigste Påskud, der endnu har indledt en Krig, kastet sig over Finland.

Det forlyder nu, at da Frankrigs og Englands Sendebud i Moskva forhandlede om en Alliance med Rusland, stillede Stalin og Molotov Krav om frie Hænder overfor Finland og Østersøstaterne, det blev afslået; men så kom Ribbentrop og han gik på Hitlers vegne med på den værste.

Alle er, som rimeligt er, opfyldte af Medlidenhed med det ulykkelige Finland, medens ingen ynkes over Russerne, der vist døjer mere endnu end Finnerne, slet udrustede, klædte og ernærede som de er.

Var til Eftermiddagsforestilling på Det Kongelige Teater, hvor de opførte Kjeld Abells Anna Sophie Hedvig, som interesserede mig, selvom min tiltagende Tunghørhed generede mig.

Aviserne meldte om, hvorledes Finnerne stadig mørbanke Russerne, der er glade over, de bliver tagne til fange og skildrer de forfærdelige Tilstande i deres Hjem.

Smukt at læse om de Skarer af begejstrede unge Mænd, der fra overalt i Europa strømmer til de finske Faner for at beskytte det heltemodige Finland mod russisk Despoti; Prins Valdemars Svigersøn, Prins René af Parma, er på Vej derop, han kom til København i går på Vej til Finland.

Pænt Brev fra Thyra, der fortæller, at Svogeren Knud Juel nu også er draget mod Nord for at indtræde som Frivillig i den finske Hær; det er den anden af mine Slægtninge, der er ilet Finnerne til Hjælp; den anden er min Grandnevø, Erhard Frijs; Agnes Sønnesøn.

Jeg begynder at håbe på, at en Revolution i Rusland skal bringe en Afslutning på Krigen; det ulmer overalt i det store Rige, og Banditten Stalin er blevet urolig.

Pænt overalt at møde Medfølelse med Finland; i dag sagde Fru Thomsen til mig, at hun troede den strenge Kulde var sendt os af Gud, for at vi skulle tænke på, hvor ondt Finnerne havde det.

Om Aftenen havde jeg en Del Skriveri i Anledning af de finske Børns Anbringelse, der skal 100.000 her til Danmark. Lad os håbe at Systemet i Rusland er så råddent og Landet så overmodent til Revolution, at der ikke bliver noget af Finlands Erobring.

Skrev et langt Brev til Fru Betty Nansen for at udtrykke min Beundring for Udførelsen af Planken ud.

Den engelske Radio taler i et truende Sprog til Danmark og vil have, at vi Danske skulle tilkendegive vores Uvilje mod Tyskland og tage åbent Parti for England. Hvorledes skulle vi dog bære os ad dermed, vi er erobrede af Tyskland, og kæmper vi, risikerer vi, at det går os som Norge.

Langt Besøg af Bartholdy, hans Besøg er jeg altid glad for, de giver mig Fred i Sindet, og jeg er glad ved at mærke, hvor nær vi står hinanden, og hvor meget vi betyder for hinanden.

Bartholdy besøgte mig; han var meget knuget om Ruslands skændige Behandling af Finland, der er tvunget til at idømme de Statsmænd, der, på hele det finske Folks Vegne, erklærede Rusland den anden finsk-russiske Krig, medens ingen tænker på at straffe Rusland for Krigserklæringen 1939.