24. November 1928

Til diskussionsaften i Studentersamfundet.

Var til den store Diskussionsaften i Studentersamfundet, det er blevet stærkt radikaliseret siden jeg var Medlem i Halvfemserne, de ældre og yngre Medlemmer synes alle at være overbeviste Socialdemokrater. Redaktør Reventlow og Professor Knud Berlin. Den første talte med Sikkerhed og Overlegenhed, den anden usikkert og hakkende, begge var åbenbart noget trykkede af den åndelige Atmosfære i Salen og Frygt for at give Anledning til for megen Uro og skarp Diskussion. Reventlow lagde meget rigtig Vægt på, at Bolsjevismen er Marxismen i Renkultur, og at Rusland er det eneste Land, hvor den uforfalske[de] Socialisme er søgt indført, ganske vist er man endnu kun på Stadiet Proletariatets Diktatur nået, det vil sige at lige som for Revolutionen af 1917 en enkelt Samfundsklasse regerer. Den nye Rigsdagsmand Adjunkt Hartvig Frisch talte meget åndfuldt og gjorde gældende, at Omvæltningerne i Rusland netop var kommet opportunt, i det Øjeblik hvor den største sociale og økonomiske Nødstilstand herskede. Meget interessant fortalte han, at de Arbejdere, der havde været i Rusland som Bolsjevikregeringens Gæster havde sagt til ham, Partifællen, at det kunne ikke betale sig at foranstalte Revolution for at få det som i Rusland, så havde man det rigtignok anderledes godt i Danmark end i Rusland, det havde de også forklaret de russiske Arbejdere, der opfordrede dem til at gøre Revolution i Danmark. En ung meget fanatisk Mand, Digteren H. P. Johansen, der sad lige foran mig, var åbenbart på Kogepunktet af Vrede over denne Udtalelse fra Hartvig Frisches Side, men Partidisciplinen bandt hans Tunge. – Der er nogle enkelte Punkter, der altid kommer frem i Studentersamfundet, det er Kravet om Monisme i Modsætning til Dualisme i alle religiøse, politiske og sociale Spørgsmål. Munch-Petersen, der demonstrerede mod Præsident Relander under dennes Besøg ved Festforestillingen i Det Kongelige Teater, virkede ubehagelig.

Politikeren Hartvig Frisch (1893-1950). Udateret fotografi. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti