Var til Premiere på Betty Nansen Teatret og nød i fuldt Mål det gamle Capriciosa, som Publikum åbenbart på Forhånd var indstillet på at nyde, man vuggede i Takt med de gamle Melodier, som man kunne mærke, de fleste kendte.
Den store Begivenhed er Direktør Carl Salomonsens Selvmord; Salomonsen var Danmarks rigeste Mand; man gætter på, at Grunden til Selvmordet var Frygten for det kommende Nazistministerium; får vi det, begynder Jødeforfølgelserne som nu i Norge.
Gik alene hen til Drachmannskroen, hvor jeg spiste en god Middag og talte med den rare Tjener Jørgensen; Henrik hentede mig tyve Minutter i syv og fulgte mig hen til Betty Nansen Teatret, hvor jeg så Gustav Wieds Erotik.
Spiste i Drachmannskroen, hvor den pæne og rare Jørgensen serverede for mig; Jørgensen sagde, at både Teatre og Restauranter havde adskillig mindre Søgning siden Englændernes Bombardement af Byen.
Var til en meget morsom Eftermiddagsforestilling på Nygadeteatret, hvor jeg så Sarauws Peter den store og morede mig kosteligt over Peter Malbergs udmærkede Spil som Balder Svanemose, der blev Hovedrollen gennem Skuespillerens rigt facetterede og nuancerede Spil.
Kehler telefonerede til mig, at Fru Nansen var død i Nat som følge af en Hjertelammelse, der var stødt Lungebetændelse til; Stakkels, det blev en trist Afslutning på hendes Liv, og det hun havde glædet sig til, at fejre sin 70 Års Fødselsdag og 50 Års Jubilæum som Skuespillerinde, nåede hun ikke.
Sendte Afslag til den Kreds af Skuespillere, der have anmodet mig om at købe Betty Nansen Teatret.
Kehler bemærkede meget rigtigt, at Karl Gustav havde det som Blommen i et Æg.
Direktør Melsing var hos mig hele Eftermiddagen og meddelte mig sine Planer, han håbede at kunne leje Betty Nansen Teatret, og jeg lovede at give det samme årlige Tilskud, som jeg gav Odense Teater og senere Betty Nansen Teatret.
Karl Gustav havde i går mødt Esther Scheel, der havde sagt: ”Nu er vi altså Landsmænd,” hun er ivrig Langelænderinde. Svend Melsing havde talt til Karl om et Engagement ved det forhenværende Betty Nansen Teatret.
Var meget tidligt oppe og arbejdede på ”Storkansleren”, til Svend Melsing kom. Han meddelte mig, at Henrik Bentzon havde købt det tidligere Betty Nansen Teatret og ønskede nogle Medaktionærer.
rbejdede på ”Storkansleren”. Besøg af Svend Melsing, der bragte mig sit Fotografi, hvorpå der stod ”Fra Svend til Frits”.
Mussolini er kastet til Side af sit eget Parti. Arbejdede længe på Storkansleren.
Arbejdede på Storkansleren. Svend Melsing var her om Eftermiddagen; han havde ikke fået det forrige Betty Nansen Teater i Leje, den nye Ejer ville ikke leje det ud; alle mulige Jern er i Ilden for at forhindre, at Teatret blev omdannet til en Danserestaurant, som der nu er Tale om.
Kaj Munk er blevet myrdet, temmelig sikkert af Medlemmer af Schalburgkorpset; en kendt Borger i Slagelse er også blevet myrdet; der er Forfærdelse hele Landet over; alle forstår, at Kaj Munk skulle dræbes, fordi han så ofte havde tilkendegivet sin Uvilje mod Tyskerne.
Arbejdede med inderlig Glæde på Storkansleren. Var ude at besøge Svend Melsing, der havde det meget bedre; han havde fået indrettet i sin Have en diminutiv Dam med Åkander og Guldfisk. Han frarådede mig bestemt [at] yde økonomisk Støtte til Allé Scenen.
Karl Gustav kom op til mig brunet af Hornbæks Sol og af det salte Vand deroppe; han var kærlig imod mig og glad; meget opsat på, at jeg skulle støtte Allé-Scenen, Heger havde bedt ham så meget derom; jeg må til gengæld for den eventuelle Støtte få Yrsa og Ristes Rust opført.
Arbejdede på Storkansleren. Per Knutzon og Heger var her i Dag for at anmode mig om økonomisk Støtte til Allé-Scenen.
Sad og spiste, og straks kom den indtagende Erling Schroeder hen til mig og fortalte løst og fast, han filmede i Roskildeegnen og ved Ledreborg, han spillede, sagde han, en interessant ung Greve i Filmen.
Talte med Svend Fridberg, der nu skal i Gang med sine Oplæsningsmatinéer, der begynder med Nathan der Weisse. Edouard Mielche er ”Nathan”.