10. Oktober 1945

Forskelligt vedrørende teater.

Talte med Svend Fridberg, der nu skal i Gang med sine Oplæsningsmatinéer, der begynder med Nathan der Weisse. Edouard Mielche er ”Nathan”. Vi talte om, hvem der skulle spille Markis Posa i Allé-Scenen, og i samme Øjeblik kom Hans-Henrik Krause frem, så vi udbrød med en Røst: ”Når man taler om Solen, skinner den.” Gik lidt med Starck, der var betænkelig ved Odensebladenes Kritik af Karl Gustavs utydelige Tekstudtale. Vi mødte Poul Snertinge, der er blevet gammel, men ser stadig godt ud; ubegribeligt at han nu atter har giftet sig, og tilmed så kort Tid efter at han havde den meget ubehagelige Affære med de to Sømænd, han havde taget med op i sin Lejlighed, og som slog ham med knyttede Hænder i Ansigtet, da han begyndte på Tilnærmelser. Var oppe at blive klippet hos Giese, og talte der med Erik Schaffalitzky, der var en Del ældet; han er altid så venlig over for mig. Var inde hos Hagerups at afsende nogle Gavebøger, og derfra til Jørgens Bogtrykkeri for at høre, hvor vidt de var med Begyndelsen til Trykningen af ”Storkanslerens” syvende Bind. Mødtes med Preben i Det Ny Teater til célèbre-Opførelse af Sommerset Maughams Teater med Else Skouboe, der skinnede i Facetter, som Julia; Gyrd Løfqvist var Julias Søn og mindede meget om Robert Schyberg. Preben havde mødt Christians Kone i en Blomsterbutik og gjort Bekendtskab med hende; hun udtalte om sin Mand, at han var et Barn, der måtte opdrages.

Skuespillerne Gunnar Lauring (1905-1968) og Else Skouboe (1898-1950) i Teater på Det Ny Teater. Fotografi 1945. Teatermuseet i Hofteatret.

Årti