3. September 1945

Besøg af Allé-Scenens direktører.

Arbejdede på Storkansleren. Per Knutzon og Heger var her i Dag for at anmode mig om økonomisk Støtte til Allé-Scenen. Jeg lovede 25.000 til den kommende Sæson mod til Gengæld at få en ”Ønskeforestiling”, som vi blev enige om skulle bestå i Schillers Don Carlos med Karl Gustav i Titelrollen, Hans Henrik Krause som Markis Posa, Ebba With som Dronningen, og Anita Prülaider som Prinsesse Eboli. Knutzon fortalte om sin Flugt til Sverige og Opholdet derovre med Kone og Børn, på Heger er der noget, der minder om, at han ligesom Jacques Wiehe oprindelig var Forvalter; men vel at mærke i god Forstand; det intereserede ham at se det Portræt af Oehlenschläger, jeg havde fra Fader, Hegers Oldefader var Broder til Digterkongens Hustru. De to Herrer var næsten for høflige, for da der var gået tre Timer under livlig og behagelig Samtale begyndte jeg at tænke på, om de ikke snart brød op, men endelig sagde Knutzon, at han blev nødt til at gå, for han havde det skidt og havde Feber, så jeg måtte undskylde, at han brød op af sig selv.

Skuespilleren og teaterdirektøren Per Knutzon (1897-1948). Udateret fotografi. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti