Var om Morgenen henne at hente 3 Hold Billetter. Graae afhentede mig i Kronprinsessegade og gik sammen med mig ud at se til Fru Graaes Grav. Så gik vi til Gammeltoftsgade, hvor Kai og Bent allerede sad og ventede på os.
Tyskerne have begået en ny forfærdelig Skændselsgerning, idet de have torpederet den store engelske transatlantiske Damper Lusitania. Da flere højst ansete Amerikanere er mellem Ofrene, deriblandt en Vanderbilt, kan det vist komme Slubberten nede i Berlin dyrt at stå.
Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.
Vi var alle i Kirke. Inden Prædiken holdt Provsten en Bøn, hvori han takkede Vorherre fordi han havde skabt Fred i Verden samt takkede ham fordi vi nu snart fik Sønderjylland tilbage.
Aviserne tale så godt som kun om Landmandsbankens Fallit, endog en Begivenhed som Grækernes knusende Nederlag i Krigen med Tyrkerne, en Begivenhed, der måske kan fremkalde en ny Verdenskrig, behandles som quantité négligeable.
Var henne på Casino at se Jorden rundt og glædede mig over det stemningsfulde Stykke, de smukke Dekorationer og Sangene.
Var henne i Casino at se Capriciosa, hvor er det gamle Stykke pænt og rørende, og hvor er Hillebrandt indtagende.
Mødtes med Viggo i Drachmanskroen, et meget hyggeligt og aparte Lokale, jeg nød Samværet med Viggo og drak med Nydelse den fine Vin til Maden, fortalte Viggo om mine Planer med Gunnar, han forstod godt at jeg ville sikre mig et Menneske til mine gamle Dage.
Var henne på Phoenix at besøge Houmark. Havde en Del Tilføjelser og Rettelser at gøre til Prins Carls Rejse og arbejdede med det lige til jeg skulle hen i Casino at se Edgar Høyers morsomme Tante Cramers Testamente.
Var i Casino at se det meget fængslende Kriminaldrama Det Offentlige mod Mary Dugan. Fik i Mellemakten at vide, at Stykket er bygget på en virkelig Begivenhed, der er passeret i London.
I Riddersalen så jeg en pæn Operette af en Journalist ved B.T. Gunnar Brandt Lykkens Herberg. En sikkert vordende Stjerne Alex Suhr var meget indtagende, lidt i Genre med Weel, men langt friskere og naturligere.
Krigen mellem Kina og Japan er nu udbrudt til Trods for det latterlige Folkeforbunds Bestræbelser for at forhindre det. Blot vi nu ikke står over for en ny Verdenskrig. Jeg gyser.
Den nye Direktør på Odense Teater, Helge Rungwald, der har gjort sig så fordelagtigt bekendt som Leder af Riddersalen, især ved den store Succes Melodien der blev væk aflagde mig et Besøg.
I Dag kom Karl Gustav hertil på sin Motorcykel og besøgte mig, han var kønnere end nogensinde og med dette Præg af Livsglæde over sig.
Der er noget komisk ved den Enstemmighed, hvorved de fynske Blade lobhudler Direktør Rungwald på Forhånd, inden han endnu har præsteret noget som helst.