Kl. 4 var jeg hos Københavns berømteste Spåkvinde, der endog benyttes af Kongehuset, Fru Post i Gyldenløvesgade. Jeg bad hende først sige mig noget, der kunne overbevise mig om, at der ingen Humbug var ved hendes Spådomme. Det ville falde hende let sagde hun.
Tænker så småt på at tage ind til Kuren på Amalienborg for så bagefter at være lidt sammen med Viggo, han vil jo så gerne have mig derind. Kaases og Leths var her til Middag.
Viggo kom og hentede mig, det må da være langt bedre med Moderen, når Faderen kan komme til København imorgen. Vi kørte hen til Komtesse Lerche, hvor Haffner og Mathilde allerede sad ved Teen.
Hostede uafbrudt hele Natten. Var med Faderen oppe i Hofmarskallatet at tale med Rothe i Anledning af at Kongen havde meldt sig til Middag. Vagtparaden trak op, medens vi var der.
Christian havde fyret lidt for stærkt inde i Sovekammeret, og jeg behøvede blot at gå fra dette ind i den koldere Stue ved Siden af for straks at blive forkølet. Var til overmåde behagelig Middag hos de rare Juels på Hverringe.
Fulgtes med Hellborns til Odense, hvor jeg mødte Hofman-Bang og passiarede med ham på hele Turen.
Preben og jeg var til Eftermiddagsforestilling ude på Alexandrateatret, den søde Preben morede sig godt. Forleden ved Hoffet havde Kronprinsen sagt til ham, at han meget ønskede, at jeg skulle blive Chef for Det Kongelige Teater.
Var til Kuren på Amalienborg. Den unge Kronprins så helt pæn ud i sin Sekondløjtnantsuniform. Udenfor Barberen i Phoenix stødte jeg på Frederik Treshow, der præsenterede en ualmindelig net voksen Søn for mig, han er meget høj og ligner sin onkel, Danseren Uhlendorff.
Lå det meste af Natten med Feber og havde den største Lyst til at blive liggende i Seng, men jeg ville nødig sende Afbud til Enkedronningen, og det ender jo altid med, at jeg tager mig sammen. Jeg havde fået en pæn Vogn fra Jørgensen med hvilken jeg kørte op til Døren på Charlottenlund.
Var til Audiens hos Kongen, det medfører i alt Fald en Fordel at være Lensgreve nemlig den, at jeg straks kommer ind til Kongen når jeg skal til Audiens, selvom der er nok så mange Generaler og Kammerherrer i Forgemakket. Kongen var meget venlig imod mig, sagde han ville besøge mig.
Hvilken Fryd for Øjne og Øren at se og høre Regnen strømmede ned fra Himlen. Kørte til Rudkøbing. Talte i Kahytten lidt med Hotelvært Sørensen, der med sin Familie skulle på Lysttur til Faaborg. Gik en rar Tur, de halvanden Time jeg havde i Svendborg.
Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.
Vi var alle i Kirke. Inden Prædiken holdt Provsten en Bøn, hvori han takkede Vorherre fordi han havde skabt Fred i Verden samt takkede ham fordi vi nu snart fik Sønderjylland tilbage.
Rudolph Juel telefonerede til mig, at han ville give 10.000 til den sønderjyske Fond, så må jeg give det samme.
Måtte trods Mathed og Sløjhed tidligt op for at træffe den unge Elefantridder H.N. Andersen oppe i Østasiatisk Kompagni. Han lovede meget beredvilligt at skaffe Landet så meget Kyllingefoder som muligt.