Da jeg kom hjem forefandt jeg et højst ubehageligt Brev fra Slubberten i Claragade i Odense, ham Barberen. I en meget brøsig og truende Tone fortæller han mig, at den til Amerika rejste Svend trods sin skriftlige Erklæring må have sladret af Skole.
Jeg har ikke reageret på Olauf Nielsens sidste Brev med Opfordringen til at sende ham Resten af Erstatningen. Efter hvad jeg har bragt i Erfaring har han virkelig forladt Odense og har begivet sig til Nykøbing på Falster, hvor Faderen har en Barberforretning.
Barber Nielsen skrev til mig fra Nykøbing at han om cirka 14 Dage kom til Odense og der agtede at overgive Sagen til Sagfører Frandsen. Så må jeg nok en af Dagene til Odense at tale med Frandsen. Lukkede som sædvanlig om Søndagen Døren til min Stue i Lås for at have Fred.
I Odense gik jeg i det øsende Regnvejr op i Overgade 3 for efter Aftale at træffe Frandsen. Sagfører Krarup, en ung smuk, stærkt blond Mand, kom mig i Møde og meddelte mig, at Frandsen havde været nødsaget til at tage til København men havde efterladt et Brev til mig.
Der er endnu Flagning og Udplyndring af hele Byen, Frederiksberg Allés Dekoration med Dannebrogsguirlander tværs over Gaden er meget smukt.
Jeg fulgtes på Vejen hjem et Stykke med Frøken Brandt, der fortalte, at Erik Scaveniuses Elskerinde var arresteret af Frihedskæmperne, stærkt kompromitteret, Erik selv er så forhadt, at man [frygter] for, han vil blive lynchet; mon han trods alt stadig går rundt med sit spottende Smil?
En Masse jublende Frihedskæmpere kørte ud til deres Kvarter på Frederiksberg Slot; desværre blive Gadekampene ved, så jeg er urolig for min Søn, den tapre unge Roskildenser, som faldt ved Sorø, blev begravet i dag på Frederiksberg Kirke; hans Kiste var helt omviklet med et Dannebrogsflag.
Var henne hos Rydgaard at få den sædvanlige Indsprøjtning. Var inde i Olsens Barbersalon, hvor den smukke Lindstrøm smilede venligt til mig. Hvor Folk dog er blevet forråede under Besættelsen.
Frihedskæmperne bliver frækkere og frækkere, nu have de kastet Bomber ind i Apoteket i Haslev for at straffe Apotekeren, fordi han er Nazist; de have i dag besat Gamle Carlsberg for at ordne Strejken på egen Hånd.
Der skal udnævnes en Bøddel for Danmark; det er en så underlig Tanke og minder om det forrige Århundrede. Arbejdede i tre-fire Timer på Storkansleren, men nu er jeg også meget træt; Karl Gustav har jeg hverken set eller hørt noget til siden i Tirsdags; i Sandhed en kærlig Søn.
Uro er der stadig, de sidste Nætter er der blevet skudt her i Kvarteret; der bliver øvet sabotage mod tysksindede Medborgeres Huse og Forretning. Værst gør det til i Sønderjylland.
Arbejdede på Storkansleren. Blev barberet af Preben Christensen, der fortalte, at Barber Nielsen og Kone havde skjult sig i Dagmarhus efter Befrielsen, han havde udført adskillige Clearingsmord og stukket mange; det sidste havde Konen også gjort.
Hvad mon der kommer ud af Kommissionen angående 9. April 1940? Foreløbig synes Politikerne at holde Hånden over hinanden.
Mikkelsen fortalte om Forholdene på Bornholm, hvor de russiske Soldater optræder som rene Banditter, når de er løshændede, og Mord, Voldtægt, Brandstiftelse hører til Dagens Orden derovre.
Hans besøgte mig, meget opfyldt af alt det, Erik Scavenius havde fortalt under Besøget på Stensballegård; Erik var indigneret over, at Gunnar Larsen skulle være Syndebuk for hele Ministeriet Buhl; Buhl, der selv var stærkt kompromitteret, havde på en grum Måde ladet Erik i Stikken.