6. Maj 1945

Befrielsen.

Der er endnu Flagning og Udplyndring af hele Byen, Frederiksberg Allés Dekoration med Dannebrogsguirlander tværs over Gaden er meget smukt. Ved Enden af Platanvej så jeg, at der var Opløb, og da jeg kom nærmere, så jeg, at det var Frihedskæmpere der arresterede stikkere og førte dem hen til en stor åben Lastautomobil; en Frihedskæmper gik lige forbi mig med en yngre Kvinde i mørkt Tøj og med mørkt Hår, hun tog det tilsyneladende med Fatning; en nævenyttig Dame ved Siden af fortalte mig, at den Arresterede var Opvartningspige på Kaffehuset ”Codan” og havde længe vakt Vrede i Nabolaget ved at optræde som Stikker. Jeg gik videre ad Vesterbrogade, hele Menneskemængden blev mere og mere kompakt; Frihedskæmperne jog på Cykel, i lukkede og åbne Lastautomobiler i rasende Tempo ude og skød på formodede Nazister uden Hensyn til, om de ramte sagesløse Personer, Skuddene knitrede og knatrede i Vesterbros Sidegader; værst var det ved Hovedbanegården, hvor en Del Hipofolk havde forskanset sig foran Indgangen og skød over mod Frihedsstøtten efter Frihedsstøtten, hvor en Del Frihedskæmpere havde forskanset sig. Jeg overværede det fra Linje 14 med hvilken jeg kørte hjem efter og stod af ved Stoppestedet på Hjørnet af Gammel Kongevej og Falkoner Allé, der holdt flere af lukkede Automobilomnibusser, i hvilke der sad arresterede, en halvvoksen Pige sad stille og græd; en tysk Soldat blev afvæbnet og puttet derind. Jeg var træt, da jeg kom hjem, og hvilede, til jeg skulle i Frederiksberg Kirke; Kirken var pyntet med røde Tulipaner og Kirsebærgrene fulde af hvide Blomster, langs Stolestaderne brændte Stearinlys. Provst Engel læste Biskoppernes Skrivelse op, den handlede om Fred, om at der nu ikke længere var Mord og Forfølgelser i Danmark, at alles Sind var mildt og blidt, o, så blidt, alle Hævntanker var forsvundne (!!) men Retfærdigheden måtte ske Fyldest; samtidig knaldede Geværsalver, og der blev myrdet lige udenfor Kirken og på selve Kirkegården; det var en i Sandhed ren forargelig Gudstjeneste. Om Aftenen fandt der en voldsom Skydning Stede lige udenfor mine Vinduer i Jakobys Allé!

Lensgreven og forfatteren Frits Ahlefeldt-Laurvig (1870-1947). Fotografi cirka 1930. Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv.

Sted
Årti