I Odense gik jeg straks hen på Grand Hotel, glad over at være i Odense, det var grønnedes stærkt i Kongens Have, rart at jeg havde fået min nye Sommerfrakke, for det var meget lunt. På Grand Hotel er der indrettet Salon straks i Indgangen, der hvor Portieren før havde sin Loge.
Arbejdede med Hinrichsen på Imødegåelsen af den truende Lov om Len og Stamhuse, men nu forsvinder formodentlig Ministeriet Zahle, og I.C. Christensen lader formodentlig denne radikale Lov gå i sin Moder igen.
Inde hos Barberen traf jeg den unge Bent Holstein, han var som altid Fyr og Flamme for den sønderjyske Sag, arbejdede for Flensborg, meget eksalteret er han. Havde en meget interessant Aften ude i Politikens Sal, hvor Strindbergs dybt virkelighedstro Frøken Julie blev opført.
Helge Rode har sendt mig Moderen med en smuk Dedikation, Stykket bliver nok Elverhøjs og Der var engangs Afløser.
Det var en virkelig god Forestilling på Teatret, Skjoldborgs Ideale Magter, i hvilket Drama den Utålsomhed og Uretfærdighed, som ellers kommer frem i hans Romaner, ikke viser sig.
Var i Folketeatret og så Hertzes Audiensen, Richard Christensen meget indtagende, og det uopslidelige Rejsen til Kina.
Nu er den skændige Handling, Vedtagelsen af Grønlandstraktaten fuldbyrdet i Rigsdagen, det er alt hvad Ministeriet Stauning har udført i denne Sommersamling, efter al den megen Forhåndspraleri og den ledsagende Hån af Ministeriet Neergaard.
Da jeg kom hjem var Preben der, han kom lige fra Kejserinden, der var meget irriteret over at Storfyrst Cyril havde udråbt sig selv til Kejser, skønt hun fastholder, at begge hendes Sønner lever.
Skønt jeg var forkølet og ilde tilpas tog jeg dog til Odense, Odenseturene have før hjulpet. Jeg kørte afsted i Automobil Kl. 2. Var først henne hos Fru Møller at blive manicureret og pedicureret, så gik jeg hen til Lind.
Jeg var henne at høre [at høre] Vilhelm Andersens Foredrag om Holberg.
Skrev en Afhandling til Fyns Stiftstidende om Faust-Opførelser på Odense Teater.
Hindenburg er opstillet som Kandidat til Præsidentværdigheden, det tiltaler min monarkistiske Følelse, men mon det dog ikke er en farlig Leg? Jeg håber han vil gøre det bedre end MacMahon i sin Tid.
Glad Brev fra Direktør Gregaard i Anledning af min Omtale af hans Faust-Opførelse.
Efter at have spist en udmærket Middag på Grand Hotel gik jeg hen at se det uopslidelige Nøddebo Præstegård. Aksel Emil Larsen var god som Nikolai, den første Nikolai, der mindede mig om Elith Reumert, som han spillede Rollen, da hans eget Stykke kom frem i Julen 1888.
Spiste en udmærket Middag på Grand Hotel, havde bagefter en Samtale med Direktør Gregaard, der naturligvis var glad over den Lykke, Landsoldaten gjorde – fra Ryslinge Højskole havde der været Fællestur til Odense for at se Stykket.