Sverige venter engelsk Indfald i Landet og ruster sig til Tænderne; underligt er det ikke, at Svenskerne frygter en engelsk Sejr, efter at Eden i Underhuset har udtalt, at efter Freden skal hele Østeuropa overlades til Rusland.
Sendte Emil Bønnelyckes Drama tilbage til Direktør Melsing; lagde ikke Fingrene imellem i min Kritik af dette Stykke. De ikkekrigsførende Magter tror åbenbart ikke mere på, at Tyskland skal sejre, for både Tyrkiet, Spanien og Portugal er begyndt at forhandle med England.
Havde en rar Eftermiddag henne i Kinopalæet, hvor jeg for anden Gang så Hans Onsdagsveninde. Karl Gustav så så godt ud; det upålidelige, der er i hans Karakter, har han ikke vanskeligt ved at gengive i Rollen her; lo hjerteligt over Peter Malberg som Baldur Svanemose.
Vågnede ved Lyden af et voldsomt Brag; senere på Dagen fik jeg at vide, at det var en engelsk Faldskærmsjæger, der havde kastet en Bombe ind i Dr. Perses Klinik, der var blevet overtaget af Tyskerne og anvendt til at danne Rum for Fabrikeringen af et eller andet.
Mussolini er kastet til Side af sit eget Parti. Arbejdede længe på Storkansleren.
Jeg fulgtes på Vejen hjem et Stykke med Frøken Brandt, der fortalte, at Erik Scaveniuses Elskerinde var arresteret af Frihedskæmperne, stærkt kompromitteret, Erik selv er så forhadt, at man [frygter] for, han vil blive lynchet; mon han trods alt stadig går rundt med sit spottende Smil?
Frihedskæmperne bliver frækkere og frækkere, nu have de kastet Bomber ind i Apoteket i Haslev for at straffe Apotekeren, fordi han er Nazist; de have i dag besat Gamle Carlsberg for at ordne Strejken på egen Hånd.
Hvad mon der kommer ud af Kommissionen angående 9. April 1940? Foreløbig synes Politikerne at holde Hånden over hinanden.
Mikkelsen fortalte om Forholdene på Bornholm, hvor de russiske Soldater optræder som rene Banditter, når de er løshændede, og Mord, Voldtægt, Brandstiftelse hører til Dagens Orden derovre.
Hans besøgte mig, meget opfyldt af alt det, Erik Scavenius havde fortalt under Besøget på Stensballegård; Erik var indigneret over, at Gunnar Larsen skulle være Syndebuk for hele Ministeriet Buhl; Buhl, der selv var stærkt kompromitteret, havde på en grum Måde ladet Erik i Stikken.
Mødtes med Preben i Odd Fellow Palæets lille Sal til den af Svend Fridberg arrangerede Oplæsning af Nathan der weisse. Fridberg får nu Støtte af det Offentlige til de afholdte Oplæsninger.
Fik et rart langt Brev fra Karl Gustav, der skriver, at man i vide Kredse venter mig til Odense, når Premieren finder Sted; han er meget bange for sin første Optræden som Hamlet. Var henne på Hollændervej, stemte naturligvis på det konservative Folkeparti.
Jeg er meget glad og beroliget ved, at Socialdemokrater og Kommunister ikke fik Flertal, så går vi forhåbentlig rolige Tider i Møde. Skrev til Karl Gustav. Preben bad mig om en Dag at følge ham hen til Overlæge Borberg for at tale med ham om Ingegerd.
Det har gjort mig ondt at erfare Prinsesse Thyras Død, hun var det Medlem af Kongefamilien, jeg satte mest Pris på, hun var den mest menneskelige af dem alle, talte til en, som om man var hendes Lige, aldrig de haut en bas; Moder holdt også så meget af hende.
Var til Ussings Oplæsning; han læste noget ret uforståeligt af Pär Lagerkvist Det evige Smil samt Oscar Wildes Kvadet om Reading Tugthus.