Får en Del Breve fra Læsere af ”Storkanslerens” femte Del, særlig anerkendende skriver en så fin Kender af Historie som Landsarkiver Knudsen; også Lektor Schaustrup har læst Bogen med megen Interesse.
Så mange Arbejdsløse er vandrede til Tyskland, at Kommunen har svært ved at få Snemasserne kørte væk, og Barbererne kan ikke få Svende. Meget smukt Takkebrev fra Professor Søe i Anledning af et Rådyr fra Tranekær.
Karl Gustav har ladet sig engagere til Frederiksberg Teater; så har Direktør Melsing da endelig fået sit brændende Ønske opfyldt, jeg afbryder så Forhandlingerne med Riddersalen efter min Søns mindre hensynsfulde Optræden.
Overordentlig smukt Brev fra Direktør Svend Melsing. Også Paul sendte en Takkeskrivelse, fordi jeg havde bidraget til Gaven, til hans 60 Års Fødselsdag, en Buste af ham. Det er langt pænere på den Måde, et trykt Takkecirkulære er ingen Opmærksomhed.
Hellan Kolbye besøgte mig lige inden han skulle tilbage til Odense; fra mig skulle han hen at spise Frokost hos Svend Fridbergs Forældre og derefter være ene med den Elskede, lige til han skulle afsted på den i vor Tid så ubehagelige og besværlige Rejse til Odense.
Norge er blevet befriet, så nu er der Fred over hele Europa; sad længe og lod mig bage af Solen ude i Haven; jeg så på, at der blev gjort nyt Forsøg på at fange min Genbo, Maler Frandsen, der nok har et meget stort Synderegister, ved hvilket han har tjent en stor Formue.
Lisbeth kom atter i dag ind i Haven at besøge mig; jeg holder mig meget af det Barn. Blev behandlet af Poul Sørensen ude i Valby. Spiste i Drachmannskroen, Poul Sørensen havde skaffet mig den bedste Billet i Riddersalen.