Meget deprimeret, længes efter Lundsgaard. Læste i A.D. Jørgensens historiske Afhandlinger og i Frenzens Bismarck, koldt og uhyggeligt i Huset, Mary kom og besøgte os, meddelte at Preben var blevet undersøgt af Knud Faber, der ikke mente det var Mavesår.
Kejser Wilhelm har på nogle Punkter været klogere end sin Samtid, blandt andet med Hensyn til den gule Fare, thi det at Englands og Frankrigs Politik tvinger Japan, og dermed Kina, lige i Armene på Rusland, må unægtelig betragtes som en stor Fare.
Hindenburg er opstillet som Kandidat til Præsidentværdigheden, det tiltaler min monarkistiske Følelse, men mon det dog ikke er en farlig Leg? Jeg håber han vil gøre det bedre end MacMahon i sin Tid.
Jeg havde gået i Spænding angående Præsidentvalget så jeg telefonerede straks om Morgenen til Kerteminde Avis for at få Resultatet at vide: Hindenburg er valgt!
Hvad skal man tro om de engelsk-franske Aftaler? Mon virkelig England vil tillade at Frankrig dekreterer hele Rhinlandet som sit Operationsområde, ifald nogen af Frankrigs Allierede (Polen og Tjekkoslovakiet) bliver angrebet.
Glædede mig over et Kort fra Viggo, Kortet fremstillede den af ham og Moderen købte, af Palmer omgivne Villa i Cannes.
Var ude hos Kejserinden, der modtog mig på det venligste. Hun var for Resten meget irriteret over at Prinsesse Thyra var blevet tvunget til at forlade Amalienborg for at bo i en beskeden Lejlighed i Østbanegade uden så meget som en Dame om sig.
Besøgte så Carlberg, der var meget optaget af sin Deltagelse i Pressekongressen i Köln og aldeles imponeret af Tysklands Opkomst de sidste År, Tyskland var rigt og fuldt af Initiativ, i Skjul skabtes en ny Hær, Republikken var konsolideret, mente han.
Så på Betty Nansen Teatret Frøken Kirkemus med de to Filmberømtheder Gunnar Tolnæs og Karina Bell i Hovedrollerne, sådan noget, det trækker.
Marstrand spiste hos mig i dag, bagefter var vi i Betty Nansen Teatret og så O’Neills Drifter, man må beundre som der arbejdes på den lille Scene, også fra den så sympatiske Henrik Bentzons Side.