Der var langt Brev fra Hans Ehlers fra Sønderborg, der uden mange Omsvøb lod mig forstå, at han ”som Beboer af Als og Søn af en flensborgsk” Fader ikke kunne dele min Glæde over Sønderjyllands Løsrivelse fra det tyske Fædreland.
Det er et fuldstændigt Triumftog, H.P. Hansen har foretaget fra Sønderjylland til København, i Korsør og Roskilde var der Jubel, i København var der samlet 40.000 Mennesker foran Banegården for at tage imod ham.
Preben havde spist hos Enkekejserinden i går, og hun havde sagt: ”Jeg tog ikke imod Kongen af Italien forleden, jeg ville ikke have noget at gøre med den Mand, der har trykket min Søns Mordere i Hånden.” Deraf fremgår det at Kejserinden ikke tror, at Sønnen er i Live.
Hvem skulle egentlig have troet, at to så konservative Lande som Kina og Tyrkiet skulle blive Republikker? Nu har Tyrkiet oven i Købet jaget den afsatte Sultan ud af Landet. Hvem havde før 1914 troet, at Kongedømmet skulle vare længere i Italien og Spanien end i Rusland og Tyskland?
Brev fra Houmark, der meddeler mig, at hans Ven, Prins Vilhelm af Sverige så gerne ville til Lundsgaard når han holdt foredrag i Odense. Havde Christian Jørgensen oppe at forbeholde ham, at han skulle holde Fred med sine Folk derude på Revningegården.
Det blev et meget langt Møde i Danmarks Fjerkræavlerforening, fra 10 til 5½, jeg mindes aldrig at det før har varet så længe.
Da jeg kom hjem var Preben der, han kom lige fra Kejserinden, der var meget irriteret over at Storfyrst Cyril havde udråbt sig selv til Kejser, skønt hun fastholder, at begge hendes Sønner lever.
Meget forpint af Nervøsitet. Julie Reedtz Thott kom kørende på Visit, man har Indtrykket af, at hun mere er Dronningens Veninde end Hofdame, hun er mærkeligt nok Dus med Kronprinsen. Julie fortalte om Kronprinsens Forlovelse.
Hvilken Tåbelighed med al den Snak om Afrustning, nu har der i Estland været en meget blodig Bolsjevikopstand, som heldigvis er blevet undertrykt, de infame russiske Banditter lå med deres Flåde i den finske Bugt og lurede på Resultatet.
Tog varmt Bad og blev inde hele Dagen. Arbejdede med Christian den sjettes Datter. Mary kom et Øjeblik, hun kom lige fra Messen i den russiske Kirke, i morgen falder Dommen ved Højesteret, og Resultatet vil sikkert blive at Kirken overlades Bolsjevikkerne, der agte at åbne en Film derinde.
Efterretningen om Enkedronningens Død gjorde Moder meget bedrøvet, også mig gjorde det ondt, fra Dreng af har jeg haft Hengivenhed for den høje Dame, der var så kongelig af Væsen og Karakter, så fri for al Banalitet.
Var oppe på Amalienborg for at kondolere. Det klædte Axel at se bedrøvet ud, hans Udtryk havde ikke det sædvanlige markante. Havde en nydelsesfuld Aften i Folketeatret, hvor Bodil Ipsen spillede i Bissons Hvem er hun? Jeg var dybt grebet og græd under den sidste Scene.
Bisættelsen var meget højtidelig. Man har Indtrykket af, i hvor høj Grad den afdøde Enkedronning har været respekteret, endog Politikken har skrevet pænt og passende om hende.