Det lader næsten til at Boulanger skal blive Diktator eller Kejser af Frankrig, nu er han i Seinedepartementet bleven valgt ind i Kammeret med 80000 Stemmers Majoritet, Republikken synger vist på sit sidste Vers.
Heise fortalte en Mængde interessante Ting i Historietimen, efter dens Slutning måtte jeg på Ove Krarups Bøn diktere ham Slægtskabsforholdene hos Bourbonerne, Orleánerne og Bonaparterne, Genealogi det er nu min stærke Side. Hvem mon det bliver, der får Magten i Frankrig?
Preben skriver om de vanskelige Forhold i England, han så nu de indiske Fyrsters Sammenkomster med de engelske Ministre og disses Koner, tidligere Kokkepiger og Sypiger og mindedes den holstenske Adels Udtalelser om at den ikke ville regeres af den sjællandske Bonde.
Skrev til Starck og forklarede ham, at Jernbanebilletter og Hotelregninger betales kontant, det gale Menneske vil tage til Paris i Sommer, naturligvis i Forventning om, at jeg betaler; hvad der vel også bliver Enden på det; men lidt Princip må der dog til i Galskaben.
Hans og Kai rejste om Morgenen tidligt. Mary kørte om Eftermiddagen ind til Damefrisøren i Odense, og Preben og jeg gik en god Tur. Preben fortalte meget fra Verdenspolitikken, blandt andet fra Forholdene i Rusland.
Store Begivenheder i Tyskland, hvor det synes som om Højre skal komme til Magten. Gid så Republikken må blive fejet væk.
Starck skriver fra Berlin, at Elendigheden i den tyske Rigshovedstad er endnu større end de første År efter Krigens Slutning, Folk, der have kendt bedre Dage, ligger på Gadehjørner og er glade ved at få 5 Pfennig. Det bærer efter Starcks Mening hen mod Monarki, Folk længes efter Orden.
Glæder mig over Hitlers Valg til Rigskansler, blot det må betyde Monarkiets Genindførelse.
Kejserdømmets Genindførelse i Tyskland synes at være Spørgsmål om Dage.
Forfærdelige Begivenheder nede i Berlin, ubegribelig er den Dumhed, der har drevet Kommunisterne til at afbrænde Rigsdagsbygningen et Par Dage før Valget og derved give Hitlers Regering et velkomment Påskud til Undtagelseslove imod Omstyrtningspartierne.
Hvor er det dog en smuk Årstid! I Dag så jeg de første Skovmærker. Ude i Verden er det ikke så smukt, men det trækker dog af til fredeligere Forhold.
Det trækker op til en Krig mellem Tyskland og Rusland – mon virkelig det nu så røde Frankrig med Blum i Spidsen vil benytte Lejligheden til at falde Tyskland i Ryggen?