Var i Dagmarteatret til en meget begivenhedsrig[t] Aften, Fru Bloch havde 50 Års Jubilæum og Poul Reumert kreerede en ny Rolle. Det var Sherwoods Dronningens Mand, der omhandler 1930’ernes Foreteelser Kongemagt-Diktatur-Folkevælde.
Det trækker op til en Krig mellem Tyskland og Rusland – mon virkelig det nu så røde Frankrig med Blum i Spidsen vil benytte Lejligheden til at falde Tyskland i Ryggen?
Skrev et langt Brev til Preben og bebrejdede ham hans næsegruse Beundring for Stauning, der naturligvis har smigret Preben under sit Ophold i London, og det kan Preben ikke stå for. Stauning er en foragtelig Karl, fordrukken og usædelig.
De pjattede Københavnere taler om det gamle, halvrådne, grimme, brandfarlige Dagmarteaters Nedrivelse som om en National Ulykke, så blæse være med det, om Slottene med deres store Kulturværdier omskabes til Galeanstalter eller Rekreationshjem.
Odensebladene opgør facit af Odense Teaters sidste Sæson: Let Underholdning og ikke en eneste alvorlig Forestilling, kun Fyns Stiftstidende antyder, at Rungwalds Ufornuft, ikke at tage mod min Støtte, er Skyld i det magre Resultat.
Var om Aftenen henne at tage Afsked med Dagmarteatret inden det nu snart skal rives ned. Der blev spillet en umoralsk Farce, Cassini de Paris, der lefler for Publikums allersletteste Instinkter.
Var til den retrospektive Afskedsforestilling på Dagmarteatret, det var arrangeret af Politiken. Det bedste var Robert Neiiendams af gode Grunde stærkt koncentrerede Foredrag om Dagmarteatret gennem Årene. Meget smuk var Henrik Nathansens Epilog, fremsagt med dyb Følelse af Johannes Poulsen.
Fik Besøg af Redaktør Garde fra Tilskueren, han kom dels for at sige, at han sympatiserede med mig i min Strid med Odense Teater, i hvilken Strid efter hans Mening alle retsindige Mennesker holdt med mig.
Mødte Robert Neiiendam, der ligesom jeg var henne at se på Nedrivningen af Dagmarteatret, der gjorde ham ondt, ligesom det gør mig ondt.
Rart at se, som H.N. Andersen nu ved sin Død overalt i Verden omtales smukt, det gælder særlig England, han anses som en af vor Tids store Mænd; der kommer meget frem nu angående H.N. Andersens Virksomhed under Verdenskrigen, da han rejste fra London direkte til Berlin for at mægle Fred.
Skrev efter Anmodning af Direktør Thorvald Larsen et Indlæg til Berlingske Tidende for at råde Bod på den sønderlemmende Kritik af Folketeatrets nuværende Forestilling.
Om Eftermiddagen kom den Tysker, som den tyske Præst Görnandt ved Petri Kirke havde bedt mig tale med; vedkommende hedder Frantz Glunke og er flygtet fra Tyskland med sin Kone efter i halvanden År at have været i Koncentrationslejr.
En stor, betydningsfuld Dag er det i dag, Chamberlain, Daladier, Mussolini og Hitler er blevne enige, og de have underskrevet en Protokol, der udleverer Sudeterlandet til Tyskland.
Preben kom til Middag, optaget af de store Begivenheder; han bliver ikke træt af at kalde Hitler en Skurk, en Forbryder: Prebens Motivering er den, at Hitler kunne få Sudeterlandet gratis og dog ville fremkalde en Verdenskrig. Preben læste et Par Breve op fra Ingegerd fra London.
Til Europas Forfærdelse er Hitler rykket ind i Prag og har erobret hele Bøhmen og Mähren. Nu er der intet mere sikkert.
Chamberlain har nu slået i Bordet og erklæret, at ifald en fremmed Magt anfalder Polen, vil England erklære vedkommende Magt Krig. Der kan af gode Grunde ikke være Tale om anden Magt end Tyskland, for England og navnlig Frankrig, har nærmet sig stærkt til Rusland.
Alle er meget optagne af Præsident Roosevelts Budskab til Hitler og Mussolini, de tvende Diktatorer vender sikkert det døve Øre til disse Lokketoner, vestigia terrent, Tyskerne ved af sørgelig Erfaring, hvad der kom ud af Præsident Wilsons Mægling i 1918.