For en Gangs Skyld sympatiserer jeg med Fyns Venstreblad, der har det Mod at sige, at Reumert spillede dårligt i Den indbildt Syge. Var inde hos Fru Andersen at tale med hende om Kerteminde Korforening, Datteren var hjemme, hun lærer Madlavning inde på Hotel d’Angleterre.
Var sammen med Frøken Bernhild i Folketeatret, hvor Aarhus Teater gav Gæsteforestilling med det anonyme Skuespil Regnen, hvis Forfatter ingen kan finde.
En stor, betydningsfuld Dag er det i dag, Chamberlain, Daladier, Mussolini og Hitler er blevne enige, og de have underskrevet en Protokol, der udleverer Sudeterlandet til Tyskland.
Preben kom til Middag, optaget af de store Begivenheder; han bliver ikke træt af at kalde Hitler en Skurk, en Forbryder: Prebens Motivering er den, at Hitler kunne få Sudeterlandet gratis og dog ville fremkalde en Verdenskrig. Preben læste et Par Breve op fra Ingegerd fra London.
Til Europas Forfærdelse er Hitler rykket ind i Prag og har erobret hele Bøhmen og Mähren. Nu er der intet mere sikkert.
Busck fortalte en hel Del om Kaj Munk, der udsender sine Bøger på Buscks Forlag. Forbindelsen mellem de to skriver sig fra Regenstiden, da Kaj Munk som så mange andre Regensianere fik sine Bøger fra Buscks Boghandel, ligesom de andre Regensianere kalder Munk Busck for ”Onkel Busck”.