Ser stadig ikke noget til Karl Gustav, der formodentlig spiller fornærmet; han har skrevet i B.T. om Gösta Ekman. Var henne hos Rydgaard at få den sædvanlige Indsprøjtning; nu har jeg fået ti siden første August, men der var også meget at indhente efter min lange Sygeperiode.
Vågnede ved Lyden af et voldsomt Brag; senere på Dagen fik jeg at vide, at det var en engelsk Faldskærmsjæger, der havde kastet en Bombe ind i Dr. Perses Klinik, der var blevet overtaget af Tyskerne og anvendt til at danne Rum for Fabrikeringen af et eller andet.
Mussolini er kastet til Side af sit eget Parti. Arbejdede længe på Storkansleren.
Bartholdy besøgte mig; han var meget knuget om Ruslands skændige Behandling af Finland, der er tvunget til at idømme de Statsmænd, der, på hele det finske Folks Vegne, erklærede Rusland den anden finsk-russiske Krig, medens ingen tænker på at straffe Rusland for Krigserklæringen 1939.