Jeg var om Aftenen henne i Concertpalaiset at høre Herman Bangs Oplæsning. Han ser i Grunden meget mere tiltalende ud end på Billederne.
Arbejdede på Storkansleren. Svend Melsing var her om Eftermiddagen; han havde ikke fået det forrige Betty Nansen Teater i Leje, den nye Ejer ville ikke leje det ud; alle mulige Jern er i Ilden for at forhindre, at Teatret blev omdannet til en Danserestaurant, som der nu er Tale om.
Mødtes med Preben i Odd Fellow Palæets lille Sal til den af Svend Fridberg arrangerede Oplæsning af Nathan der weisse. Fridberg får nu Støtte af det Offentlige til de afholdte Oplæsninger.
Det har gjort mig ondt at erfare Prinsesse Thyras Død, hun var det Medlem af Kongefamilien, jeg satte mest Pris på, hun var den mest menneskelige af dem alle, talte til en, som om man var hendes Lige, aldrig de haut en bas; Moder holdt også så meget af hende.
Havde Besøg af Karl Gustav, der meddelte mig, at han havde afslået at spille Don Carlos, da han var fornærmet over, at Allé-Scenens Direktion ikke som tidlig[ere] ville engagere ham fast.