19. Oktober 1904

Jeg var om Aftenen henne i Concertpalaiset at høre Herman Bangs Oplæsning. Han ser i Grunden meget mere tiltalende ud end på Billederne. Han begyndte med at forklare sin sidste Roman ”Michaël”: Claude Zoret er Maler og ikke andet, han har aldrig forstået at leve Livet, Michaël er fremfor alt skøn, han elsker, og det koster Penge at elske, for at få dem gør han Uret, og så må han stadig gøre mere Uret, således som det altid går dem, der er begyndt på at gøre Uret. Herman Bangs Oplæsning er meget urolig, snart råber han, snart hvisker han, hele Tiden er han anspændt, intensiv. Han begynder med at sætte sig ned, men farer straks op og vandrer gestikulerende op og ned på Tribunen, ofte er hele hans Krop i Bevægelse, en Gang sidder han på en Stoleryg. Det er Mesterens Dødsscene af ”Michaël” han læser op. Bagefter læser han et Brudstykke af ”Ved Vejen”, det er Juleaften hos Bai. Her kommer det frem, som er mest ejendommeligt hos Bang. Blandingen af Vemod og Humor. Man mærker, at det er Herman Bang fysisk umuligt at smile.