Jeg har oplevet noget, der er meget glædeligt i Dag, noget der måske vil have stor Betydning for min Fremtid, nu skulle I høre – ja det varer for Resten lidt endnu. Dagen begyndte hos Grev Reventlow, hvorfra jeg gik til den romerske Badeanstalt og tog Bad, derfra hjem.
Om Aftenen iførte jeg mig min Gallauniform og kørte op til Quirinalet. En sød Lakaj ligesom på Amalienborg åbnede Vogndørene. Hele Vejen op ad Trapperne stod de røde Lakajer i Rækker foran Gelænderet og stod ret ligesom Soldater.
Det har gjort mig ondt at erfare Prinsesse Thyras Død, hun var det Medlem af Kongefamilien, jeg satte mest Pris på, hun var den mest menneskelige af dem alle, talte til en, som om man var hendes Lige, aldrig de haut en bas; Moder holdt også så meget af hende.