7. Oktober 1891

Jeg har oplevet noget, der er meget glædeligt i Dag, noget der måske vil have stor Betydning for min Fremtid, nu skulle I høre – ja det varer for Resten lidt endnu. Dagen begyndte hos Grev Reventlow, hvorfra jeg gik til den romerske Badeanstalt og tog Bad, derfra hjem. Efter Frokost læste jeg i Slottet ved Rhinen, trak Visittøjet på, gik gennem Gothersgade, Kongens Nytorv, Strandstræde til Amalienborg. Ind i Palæet. Portneren kommer. Ego: ”Prins Christian.” Portneren: ”Ud af Porten, gennem Gården, gennem første Dør til højre gennem Køkkengangen. Ud af Døren for Enden af Gangen gennem Gården og den første Port på højre Hånd, gennem Døren til højre, opad to Trapper, gennem Døren til venstre ad Gangen til højre og ind i Entréen, der er hans kongelige Højheds Oppasser.” (Ingen Overdrivelse). Ved at spørge mig frem nåede jeg op i Entréen, hvor Oppasseren stod. Jeg gav ham mit Kort, han forsvandt bag Døren, af hvilken Overceremonimester Oxholm trådte ud, den åbnede sig straks igen og Oppasseren sagde værsgo. Jeg trådte ind igennem Dagligstuen i Prins Christians Soveværelse. Sengen stod midt på Gulvet og deri lå Prins Christian. Han var glad over at jeg kom, bad mig trække en Stol hen til Sengen hvorpå jeg kunne sidde og vi snakkede sammen en hel Time. Da jeg efter længere Tids Forløb spurgte om jeg ikke trættede ham sagde han: ”Nej, tværtimod, det er så oplivende for mig at have dig her.” Prins Christians Elskværdighed og barnlige Ligefremhed er så stor at man aldeles glemmer at det er ens vordende Konge, man taler med. Han havde ventet mig, det var tydeligt at mærke. Han sagde at han når han blev rask ville komme op at besøge mig i Nørre Farimagsgade og se om jeg læste flittigt. Han havde i de fire År, vi ikke havde været sammen kun set mig to Gange og det var på Kejserens Navnedag og den Dag, vi talte sammen i Gothersgade. Han var noget ked over at skulle til Randers første November og der blive et helt År for at gennemgå Kavaleriets Befalingsmandsskole. Han bad mig endelig komme og besøge ham i Randers, når jeg kom til Jylland, så skulle vi ordentlig muntre os sammen. Så spurgte han når jeg kom til Jylland om jeg hvis jeg kom til Ulstrup kom gennem Randers og da kunne besøge ham. Ved at tale med mig i Gothersgade var han kommen så meget til at tænke på de første År, vi kom og spadserede med ham og Prins Carl, to og to bag ved hinanden, medens Wittrup og Wanpell gik bag efter os. Hvorledes Wittrup havde det?  Det var så underligt, sagde han, at tænke tilbage på de gamle Dage. Jeg føjede til at meget havde forandret sig siden den Tid. Da jeg gik trykkede han mig længe i Hånden og sagde: ”Du skal have så mange Tak fordi Du kom, det var rigtig, rigtig pænt af Dig.”
Og jeg er så glad, så glad over at jeg ved at vort Forhold er det samme som før, at han holder af mig, jeg er både glad og taknemmelig over det. Jeg holder så meget af ham. Så gik jeg op for at hilse på Tante Jutte, men traf hende ikke hjemme. Jeg mødte Baron Wangenheim, der ville have mig med op at spille Tennis, men jeg undslog mig. På Østergade mødte jeg Tante Amalie og talte med hende. Efter Middag kom Frøken Sine, vi sad i Skumringen og passiarede. Jeg gik til Musotte på Dagmar, hvor Fru Mantzius havde Titelrollen. Jeg var denne Gang ikke den mindste Smule bevæget. En dejlig Dag har det været.