30. December 1897

Om Aftenen iførte jeg mig min Gallauniform og kørte op til Quirinalet. En sød Lakaj ligesom på Amalienborg åbnede Vogndørene. Hele Vejen op ad Trapperne stod de røde Lakajer i Rækker foran Gelænderet og stod ret ligesom Soldater. I Forhallen, hvis Vægge helt var dækkede af Gobeliner var opstillet en Deling Kyrasserer, store flotte Karle med den så virkningsfulde vilde Hårmanke bag i Hjelmene. De præsenterede Gevær så længe man opholdt sig i Forhallen for at komme af med Tøjet. Så kom jeg gennem en helt rød Gang, hvor en Kavaler modtog mig og førte mig ind i den store Spejlsal, i hvilken der ikke fandtes et eneste Møbel, ikke en Stol, på Gulvet et Brysselertæppe og under det buede Loft hang tre mægtige Glaslysekroner. En del af Diplomaterne vare ankomne, næsten alle i sorte Uniformer, med megen Guldstads. De eneste kjoleklædte var den schweiziske Minister Carlin og hans Sekretær og Attaché, Choffat og Schuler. Den amerikanske Ambassadør var i Generalsuniform. Damerne vare forsamlede i det tilstødende Værelse, Døren var lukket, og vi fik dem ikke at se, derinde begyndte Majestæterne Kuren. Jeg blev stillet op mellem den bayerske Attaché, Grev Ostenburg og den schweiziske Attaché. I Salens Ende stod den franske Ambassadør, Mr. Billot, med sit Ambassadepersonale bag ved sig, efter ham fulgte de andre Ambassadører efter Anciennitet, ligeledes med deres Personale bag ved sig, derefter fulgte Gesandterne med Personale, Doyeren, den belgiske Minister Van Loo forrest. Fløjdørene sloges op og ind trådte den kongelige Cortege. Først Kongen med Dronningen. Det var første Gang, at jeg så dem på nært Hold. Kong Umberto med det martialske opadbøjede Overskæg, det på en Gang barske og godlidende Udtryk og de store stirrende Øjne, minder en hel Del om sin Fader, Kong Viktor Emanuel. Dronning Margaritta er fortryllende dejlig, ingen Beskrivelser af hendes Skønhed kan være overdrevne, jeg kunne ikke få Øjnene fra hende. Hun har stærkt markerede romerske Træk, himmelblå milde og venlige Øjne og ganske lysegult Hår. Hun er af Middelhøjde. Dronningen var iført en hvid Silkekjole med Guldbroderier og et tilhæftet Slæb af et umådeligt Omfang, på Hovedet bar hun et Diadem af grønne Stene, på Hals og Arme lutter Safirer. Hendes opvartende Kammerherre, Marquis del Grillo, en Søn af den en Gang over hele Verden fejrede tragiske Skuespillerinde, Madame Ristori, bar hendes Slæb. Umiddelbart efter fulgte Hofdamerne, Hertuginde Massimo, Prinsesse Paterno, Prinsesse Sant Elia, Hertuginden af Willamarina o.f. samt ikke mindre end 23 Kavalerer og Adjudanter. Hofpersonalet stillede sig op i Række langs med den Væg, der vender ud mod Pladsen og Majestæterne begyndte, først med Billot og så ned efter. Med Mig underholdt Dronningen sig særlig om Hegermanns, som hun sagde, hun holdt så meget af og meget savnede. Kongen taler stødvis og med Afbrydelser, under hvilke han stirrer på en. Dronningen snakker som en rivende Strøm og lidt utydeligt. Også Kongen underholdt sig meget venligt med mig og sagde tilsidst: ”J’espère que nous Vous garderons longtemps á Rome”. Jeg kan ikke tænke mig en nydeligere Hilsen end Dronningens, da hun forlod Salen; ved en ”geste ciruclaire” og et Smil omfattede hun på en Gang hele Forsamlingen. Ude i Forværelset serveredes der franske Frugter og Champagne.