Borgmester Chemnitz i Haderslev er bleven afskediget som følge af hans brutale Adfærd overfor de danske Skuespillere. Der kan man dog se at det var ganske godt vi for en Gangs Skyld satte os på Bagbenene, ellers var den Sag helt dødt hen.
Christian havde fyret lidt for stærkt inde i Sovekammeret, og jeg behøvede blot at gå fra dette ind i den koldere Stue ved Siden af for straks at blive forkølet. Var til overmåde behagelig Middag hos de rare Juels på Hverringe.
Var til Kuren på Amalienborg. Den unge Kronprins så helt pæn ud i sin Sekondløjtnantsuniform. Udenfor Barberen i Phoenix stødte jeg på Frederik Treshow, der præsenterede en ualmindelig net voksen Søn for mig, han er meget høj og ligner sin onkel, Danseren Uhlendorff.
Var inde til Majoratsbesiddermødet, der er blevet indkaldt i Anledning af Højesterets Dom om Majoratsbesiddernes Skatter.