I Dag måtte jeg altså efter Timen med Manuduktøren hen at gøre Hoveriarbejde hos Fader; det er for Resten påfaldende, hvor meget venligere han er imod mig når han er i København, end når han er på Langeland.
Talte med Hans Rosenkrantz, han og Kone agte at tilbringe Vinteren her i Byen. Spiste hos Forældrene, var med Moder henne at se til Tante Ida, der fortalte en hel Del fra gamle Dage.
Jeg gik op på Amalienborg og var en af de første i Forgemakket. Den noget brusque og uslebne Kommandør Scheller havde jour. Efterhånden kom der så mange, at Gemakket næsten blev fuldt.
Jeg sad Kl. 5½ og læste, da Jomfru Olsen kom ind i min Stue og meddelte mig, at Kongen var død, der var blevet telefoneret desangående herop til Lundsgaard både af Svendsen, Fru Teisen og Gjellerup. Efter Middag kom Svendsen op til mig for at tale om den betydningsfulde Nyhed.
Da jeg kom hjem læste jeg andet Bind af Lessings kritiske Værker ud og tog så fat på Knud Fabriciusses interessante Værk om Griffenfeld.
Jeg kørte i Automobil ned til Roskilde sammen med Faderen og Onkel Julius. Den uniformerede Forsamling ude på Domkirkepladsen så imponerende, men noget for broget ud til den sørgelige Anledning.
Stærkt rystet ved Efterretningen om Kong Georgs Mord. Fik et yderst elskværdigt Brev fra Grev Linden, der skriver, at han vil komme til Lundsgaard sidst i Maj, jeg var meget glad over det Brev.
Aviserne beskæftige deres Spalte op og Spalte ned med Einar Christiansens nye Stykke Tronfølgeren. Da det handler om en ung Kronprins med homoseksuelle Tilbøjeligheder, har Sladderen naturligvis straks fået fat på, at det skulle være vor Kongefamilie der er tale om.
Læste om Aftenen Einar Christiansens opsigtsvækkende nye Drama Kongemagt, der med så stor Dristighed og Alvor drøfter det homoseksuelle Spørgsmål.
Efter Frokost var jeg med Moder oppe på Amalienborg, hvor Stemningen var om muligt endnu mere antitysk end ude i Byen, hos Kongen er det mest udpræget, Dronningen går bedrøvet rundt, er så dansk som nogen, men hun har jo sine nærmeste Slægtninge med i Krigen.
Juel-Madsen telefonerede og bad mig komme ud at se hans Malerier. Jeg havde megen Glæde af at se hans mange Billeder og Udkast, skønt han mest maler gråt, er der dog så megen Glæde over hans Landskaber, og så megen Romantik. En Lærke, der fløj op over en Mark, tiltalte mig meget.
Inde i Storskoven ud for Bellevue, mødte jeg Juel-Madsen, der havde været oppe på Lundsgaard for at overrække mig en Bog, som han havde illustreret, han fornyede sin Anmodning om jeg ville lade mig male af ham, hvad jeg gik ind på, vi aftalte, at der skulle tages fat lige efter Nytår.
Christian havde fyret lidt for stærkt inde i Sovekammeret, og jeg behøvede blot at gå fra dette ind i den koldere Stue ved Siden af for straks at blive forkølet. Var til overmåde behagelig Middag hos de rare Juels på Hverringe.
Juel-Madsen kom om Morgenen og fortsatte med Maleriet; jeg er lidt ked af, at han maler Billedet på den ultramoderne Maner, at Udtrykket og Trækkene ganske udviskes, når man træder nær hen til Ansigtet, på Afstand ligner det derimod godt, bedre jo længere man kommer bort.
Juel-Madsen kom til sædvanlig Tid og tog fat på Maleriet. Han beroligede mig med, at jo længere Maleriet skred frem, jo bedre ville man kunne se det på nært Hold, men han turde ikke love, at Udtrykket og Trækkene ville blive synlige, når man stak Næsen helt ind i Billedet.
Juel-Madsen kom og fortsatte med Maleriet. Pludselig brød han af og sagde, at nu kunne han ikke male på mit Billede et Øjeblik mere, han havde set sig træt på det, nu måtte han pausere otte Dage. Det virkede lidt barnagtigt.