Da jeg kom hjem forefandt jeg et højst ubehageligt Brev fra Slubberten i Claragade i Odense, ham Barberen. I en meget brøsig og truende Tone fortæller han mig, at den til Amerika rejste Svend trods sin skriftlige Erklæring må have sladret af Skole.
Jeg har ikke reageret på Olauf Nielsens sidste Brev med Opfordringen til at sende ham Resten af Erstatningen. Efter hvad jeg har bragt i Erfaring har han virkelig forladt Odense og har begivet sig til Nykøbing på Falster, hvor Faderen har en Barberforretning.
Barber Nielsen skrev til mig fra Nykøbing at han om cirka 14 Dage kom til Odense og der agtede at overgive Sagen til Sagfører Frandsen. Så må jeg nok en af Dagene til Odense at tale med Frandsen. Lukkede som sædvanlig om Søndagen Døren til min Stue i Lås for at have Fred.
I Odense gik jeg i det øsende Regnvejr op i Overgade 3 for efter Aftale at træffe Frandsen. Sagfører Krarup, en ung smuk, stærkt blond Mand, kom mig i Møde og meddelte mig, at Frandsen havde været nødsaget til at tage til København men havde efterladt et Brev til mig.
Brev fra Houmark, der meddeler mig, at hans Ven, Prins Vilhelm af Sverige så gerne ville til Lundsgaard når han holdt foredrag i Odense. Havde Christian Jørgensen oppe at forbeholde ham, at han skulle holde Fred med sine Folk derude på Revningegården.
Dronningen af Sverige er død. Jeg husker hende fra Sommeren 1881 i Sankt Moritz gående hver Dag på Promenaden med sin Forlovede, den daværende Kronprins af Sverige, hvor var han lang og tynd! Prinsessens Forældre, Storhertugen og Storhertuginden af Baden-Durbach, var også med.
Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.