I det hele taget står jeg egentlig ikke i så godt et Forhold til mine Kammerater for Tiden, som hele forrige Skoleår og Begyndelsen af dette, om Skylden er min er vanskelig at sige, men et er sikkert jeg drages nu mere til København.
I Dag var det den sidste Dag af Forældrenes Københavnssæson – de komme i øvrigt tilbage på Kongens Fødselsdag og selvfølgelig til Guldbrylluppet. Hans og Hansen kom her hen for at tage Afsked fra Graaes og vi fulgte dem Hjem, hvorpå vi med Hans alene spadserede på Langelinie.
Lige som jeg skulle gå hen i Ministeriet, ringede Klokken, da jeg stod i Entreen med Hat og Stok åbnede jeg selv. Derude stod et menneskeligt Væsen, der så ud som et Barn, tarveligt, næsten fattigt klædt og spurgte om jeg var Grev Frits Ahlefeldt.
På Hjemvejen aflagde jeg Johannes Larsen og Kone en Visit. Blandt de mange Malerier på Væggen var der et, jeg særlig lagde Mærke til, en ung Mand og en ung Kvinde.
Udenfor talte jeg med Elith Reumert, der var opfyldt af alt hvad Dronning Alexandra havde gjort for ham dengang han var på sin H.C. Andersens turne i England.
Hentede Houmark til en lang Tur om Munkebo Banke og hjem langs Odense Fjord. Vi havde det overmåde fornøjeligt og undervejs meddelte Houmark mig en detail Gangen i sit Skuespil, Grev Hans Lützow, som han arbejder på.
Den elskværdige Doktor Hellbom kom til Frokost, vi talte mest om Krigen. Han fortalte, at han af sin tyskgifte Søsters Meddelelser havde det indtryk, at Begejstringen for Krigen var i kendelig Aftagen i Tyskland som følge af de frygtelige Mandefald.
En lykkelig, mindeværdig Dag! Jeg tog ind til Odense med 11 Toget, afleverede den store Buket ved Garderoben, lod mig barbere hos Beyer og sad derpå roligt en ¾ Tid på mit Værelse henne på Grand Hotel. Gik så hen på Banegården og mødte Viggo på Perrontrappen, han så smuk og god ud, den kære.
Juel-Madsen telefonerede og bad mig komme ud at se hans Malerier. Jeg havde megen Glæde af at se hans mange Billeder og Udkast, skønt han mest maler gråt, er der dog så megen Glæde over hans Landskaber, og så megen Romantik. En Lærke, der fløj op over en Mark, tiltalte mig meget.
Inde i Storskoven ud for Bellevue, mødte jeg Juel-Madsen, der havde været oppe på Lundsgaard for at overrække mig en Bog, som han havde illustreret, han fornyede sin Anmodning om jeg ville lade mig male af ham, hvad jeg gik ind på, vi aftalte, at der skulle tages fat lige efter Nytår.
Juel-Madsen kom om Morgenen og fortsatte med Maleriet; jeg er lidt ked af, at han maler Billedet på den ultramoderne Maner, at Udtrykket og Trækkene ganske udviskes, når man træder nær hen til Ansigtet, på Afstand ligner det derimod godt, bedre jo længere man kommer bort.
Juel-Madsen kom til sædvanlig Tid og tog fat på Maleriet. Han beroligede mig med, at jo længere Maleriet skred frem, jo bedre ville man kunne se det på nært Hold, men han turde ikke love, at Udtrykket og Trækkene ville blive synlige, når man stak Næsen helt ind i Billedet.
Juel-Madsen kom og fortsatte med Maleriet. Pludselig brød han af og sagde, at nu kunne han ikke male på mit Billede et Øjeblik mere, han havde set sig træt på det, nu måtte han pausere otte Dage. Det virkede lidt barnagtigt.
Juel-Madsen kom efter den længere Pause og fortsatte med Maleriet, jeg kan ikke rigtig forsone mig med de Billeder, der bliver til lutter Klatter på nært Hold. Juel-Madsen var meget optaget af sit Samvær med Starck hos lille Jørgen.
Det var næstsidste Gang, at Juel-Madsen malede på mit Billede, han har fået særdeles godt fat på Udtrykket, også Staffagen er god. Han tog afsted en Time efter Frokost, disse Seancer er gåede efter en Snor.
Juel-Madsen var herude for i bogstavelig Forstand at give Maleriet den sidste Olie, han var barnligt glad over Bladenes meget rosende Omtale af hans Illustrationer til Justesens Friluftsliv. Da han var taget afsted, gik jeg en Omgang at se til mine Sager.
Den unge Maler Hempel kom med forskellige Billeder, som Faderen havde bestilt til dørfyldninger på Tranekær, Preben engagerede ham straks til at male og tegne med Ingegerd, der synes at røbe Evner; Onkel William kom til Frokost. Den uendelige Vinter.
Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.
Vi var alle i Kirke. Inden Prædiken holdt Provsten en Bøn, hvori han takkede Vorherre fordi han havde skabt Fred i Verden samt takkede ham fordi vi nu snart fik Sønderjylland tilbage.
Rudolph Juel telefonerede til mig, at han ville give 10.000 til den sønderjyske Fond, så må jeg give det samme.