Det lader næsten til at Boulanger skal blive Diktator eller Kejser af Frankrig, nu er han i Seinedepartementet bleven valgt ind i Kammeret med 80000 Stemmers Majoritet, Republikken synger vist på sit sidste Vers.
Heise fortalte en Mængde interessante Ting i Historietimen, efter dens Slutning måtte jeg på Ove Krarups Bøn diktere ham Slægtskabsforholdene hos Bourbonerne, Orleánerne og Bonaparterne, Genealogi det er nu min stærke Side. Hvem mon det bliver, der får Magten i Frankrig?
Henne at besøge Komtesse Lerche, der havde læst i Kjøbenhavn om Paul Reimers Besøg hos mig. Hjem at klæde mig om og så ud at spise i Det Ny Teaters Restaurant, der er yderst flot og en slavisk Kopi af Berlinerrestauranterne. Vi er og bliver nu engang Germanernes Lærlinge.
I Det Ny Teater så jeg et meget spændende amerikansk Stykke Lovens Arm, hvori en purung Frøken Ungermann spillede fortrinligt i Hovedrollen. Hvor underligt, at de skuespillerinder, som nu spille Ungpigerollerne, kunne jeg være Fader til.
Stadig utilpas men ikke træt så jeg kunne læse godt – Peter Hansens Theaterhistorie. Spiste en god Middag på Hotellet og var så ude i Det Ny Teater for at se nøjere på Det Kongelige Teaters nye Akkvisition, Frøken Ungermann, der tiltræder næste Sæson.
Houmark ventede Direktør Ivar Schmidt fra Det Ny Teater – for at læse Hans Lützow for ham. I øvrigt ville han på den ene Side helst have sit Drama frem på Det Kgl. Teater.
Kørte i det gode Vejr i den åbne Kaleche til Nyborg. 4,48 var jeg i København, hvor jeg straks kørte hen til Det Ny Teater – for at hente de to forudbestilte Billetter.
Havde megen Glæde af Matinéen på Det Ny Teater, hvor jeg endelig fik Geromes Den sidste Gæst at se.
Købte hos Butz-Møller en Fødselsdagsgave til Faderen og var i Finansministeriet at besøge Haffner, så hen til Frøken Jarfeldt i Frederiksberggade at blive manicureret og pedicureret.
En rar Formiddag. Besørgede en Del Skriveri og begav mig per Cykel ind til Kerteminde, hvor Folk stod i Grupper foran Husene og på Gadehjørnerne og talte med Ængstelse om Krigen.
Man meddelte mig, at ved Mobilisering ville kun de 18 Årgange blive indkaldte, og jeg gamle Liv hører nu til 20ende.
Var til Eftermiddagsforestilling på Det Ny Teater og så Palle Rosenkrantzes Den bestøvlede Kat. Albrecht var blevet ganske slank og gennemført katteagtigt udseende, det er egentlig et rigtig godt Stykke, jeg morede mig godt.
Kl. 5 gik jeg hen på Paladshotellet for efter Aftale at mødes med Viggo, der var et Rykud og Rykind som i en Myretue, uniformerede Officerer, siden Sikringsstyrkens Indkaldelse ser man så mange Uniformer, også mange Udlændinge, Damernes Krinoliner fyldte meget.
Tog med Toget til Odense, hvor jeg straks tog ind på Grand Hotel, var derpå henne hos Fru Møller at blive manicureret og pedicureret. Var til en god Aften henne i Sønderjysk Samfund: Pastor Jensen, der et helt År har været Præst for de sønderjyske Krigsfanger i Frankrig.
Jeg spiste hos Preben og Mary henne på Monopol og havde det rigtig rart, hvor er dog Mary rar. Synd at Preben stadig bider hende af. Vi var så til den store sceniske Begivenhed, Opførelsen af Sigurd Braa.
Der var mange, som skulle med Toget fra Kerteminde, var glad over at skulle til Odense, disse Ture er jeg kommet til at holde meget af. Talte på Stationen med Pastor Bierre om Prebens eventuelle Foredrag.