Langt kærligt Brev fra Viggo, som jeg netop har tænkt så meget på i disse Dage. Han fortæller interessant om den smukke Stemning, der hersker i Paris, alle er beredte til at ofre Liv og Velfærd, der hersker Ro, Tillid og Tryghed.
Jeg har efterhånden fået adskillige Søndagsvaner, først den gamle at ligge længe om Morgenen, dernæst at springe Frokosten over og i Stedet for at drikke Fru Nielsens lækre Chokolade, dernæst ikke at gå ud hele Dagen og at samle en Del Brevskriveri til Søndag.
Hentede Houmark, der spiste med mig. Han glædede mig med at fortælle, at hans nye Bog snart udkom; jeg længes meget efter at læse den, Viggo og jeg er portrætterede i den. Han sagde, at Arvid Rørdam havde fortalt, at Viggo arbejdede på et kunstværk til mig.
Efter at jeg havde læst Aviserne og set, at der endnu ikke er svageste Håb om Ende på den forfærdelige Krig skrev jeg en Del Breve, 1½ kom Bentzen med Automobilet og kørte mig ad Bogense til på en Mindetur.
Jeg sad oppe i min Stue og ventede på det Øjeblik da den elskede Viggo skulle komme. Sad og læste i Martha Ottesens Danmarks Grænsevagt mod Syd da jeg hørte den lette gule Vogn køre op ad Banken. Viggo så så glad ud, det kunne jeg se oppe fra mit Vindue.
Preben var her til Frokost, i Eftermiddag rejse han og Mary ud til Hellebæk for alene med Kai og Ingegerd at fejre deres Sølvbryllup. Fryde kom og modtog Manuskriptet til min nye Bog. Var ude at se til Viggo Jarl. Han er dog altid den samme trofaste Ven.
Glædede mig over et Kort fra Viggo, Kortet fremstillede den af ham og Moderen købte, af Palmer omgivne Villa i Cannes.