Var henne at besøge Houmark, der talte om, at Karl Gustav havde gode Chancer for at komme til Det Kongelige Teater, Teaterforholdene er ellers rent desperate.
Talte med en Mand, der kom lige fra Berlin, de, der ikke har Rationeringskort, kan ikke få andet end Kartofler og Kartoffelvand.
Telegraferede til Ole Larsen og Fru Kate Hoffmann ved Odense Teater, at Legatet var tilfaldet dem i Forening, så har jeg da gjort to Mennesker ved Odense Teater glade.
Den engelske Radio taler i et truende Sprog til Danmark og vil have, at vi Danske skulle tilkendegive vores Uvilje mod Tyskland og tage åbent Parti for England. Hvorledes skulle vi dog bære os ad dermed, vi er erobrede af Tyskland, og kæmper vi, risikerer vi, at det går os som Norge.
Karl Gustav kom Kl. 3 og blev her hele Eftermiddagen. Separationen har taget meget på ham, han er bitter og dømmende. Han bliver foreløbig boende på Hotel Nordland, da det næsten er umuligt at få en Lejlighed.
Meget smukt Brev fra Hass Christensen som Tak for Teaterlegatet. Kongen har fået det lidt bedre.
Skrev en Masse Breve blandt andre til Direktør Rungwald og Redaktør Poul Dreyer i Anledning af Odense Teaters Legat; sendte Robert Neiiendam de interessante Teaterplakater, den venlige mig ukendte Mand i Aarhus havde sendt mig.
Meget pæne Breve fra Redaktør Poul Dreyer og Direktør Rungwald i Anledning af, at jeg har sikret Odense Teaters Legat for bestandig ved Båndlæggelse af Kapital.
Mange Interviews af Thorvald Larsen i Anledning af hans 50 Års Fødselsdag; han taler deri pænt om sit Samarbejde med mig på Odense Teater.
Sverige venter engelsk Indfald i Landet og ruster sig til Tænderne; underligt er det ikke, at Svenskerne frygter en engelsk Sejr, efter at Eden i Underhuset har udtalt, at efter Freden skal hele Østeuropa overlades til Rusland.
Skrev et langt Brev på 16 Sider til Karl Gustav uden at berøre hans egne Breve.
Ser stadig ikke noget til Karl Gustav, der formodentlig spiller fornærmet; han har skrevet i B.T. om Gösta Ekman. Var henne hos Rydgaard at få den sædvanlige Indsprøjtning; nu har jeg fået ti siden første August, men der var også meget at indhente efter min lange Sygeperiode.
Talte i Sporvognen med Frøken Ellen Beck, de som altid var meget venlig imod mig, hun udtalte sig i høje Toner om Karl Gustavs Spil i Pelikanen.
Krigen synes foreløbig at være gået i stå. Kongen har det bedre, var oven i Købet i Det Kgl. Teater i går, mægtig hyldet af det overraskede og begejstrede Publikum.
Direktør Melsing var hos mig hele Eftermiddagen og meddelte mig sine Planer, han håbede at kunne leje Betty Nansen Teatret, og jeg lovede at give det samme årlige Tilskud, som jeg gav Odense Teater og senere Betty Nansen Teatret.
Vågnede ved Lyden af et voldsomt Brag; senere på Dagen fik jeg at vide, at det var en engelsk Faldskærmsjæger, der havde kastet en Bombe ind i Dr. Perses Klinik, der var blevet overtaget af Tyskerne og anvendt til at danne Rum for Fabrikeringen af et eller andet.
Mussolini er kastet til Side af sit eget Parti. Arbejdede længe på Storkansleren.
Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.