Langt Brev fra Adam Poulsen i Anledning af at han ikke kan spille Hakon Jarl i denne Sæson, skrev straks til ham, at jeg ikke kunne gå med til at tage Hakon Jarl frem til næste Sæson.
Vågnede i en meget nedtrykt Stemning. Ked af det med Odense Teater. Er også noget trykket ved Tanken på de politiske Forhold og min egen dårlige økonomiske Situation.
Atter Uro i Frankrig, Blums højre Hånd, Indenrigsminister Salengro har taget sig af Dage ved Gasforgiftning, efter at hans politiske Modstandere have beskyldt ham for at være deserteret under Verdenskrigen og være løbet over til Preusserne. Hvorledes er det mon med denne Desertion?
Den snedige Satan til Fru Simpson har nu fundet på at proklamere i Bladene, at hun giver Afkald på Kong Edvard, et bedre Middel til at holde ham fast kunne hun næppe have fundet på.
Var henne at besøge Direktør Thorvald Larsen på Folketeatret. Han så ikke så mørkt på Teaterforholdene, idet både Casino og Nørrebro Teater reddes.
Mødte Robert Neiiendam, der ligesom jeg var henne at se på Nedrivningen af Dagmarteatret, der gjorde ham ondt, ligesom det gør mig ondt.
Hitlers med så megen Spænding af hele Verden ventede Tale er holdt i forholdsvis rolig Toneart, men han lader dog skimte, at han næppe holder Fingrene fra Danzig i Længden.
Nu er det sket. Rusland har under det elendigste Påskud, der endnu har indledt en Krig, kastet sig over Finland.