Preben og Kai kom Kl. 3. Preben er meget optaget af Kronprinsens og senere Kongens [og] Dronningens Besøg, det var, som jeg intet Øjeblik har været i Tvivl om, en Frierfærd, og den mislykkedes så grundigt som muligt.
Om Aftenen fortalte Preben om Kongens Irritation over Ministeriets engelske Orientering, Kongen er da også meget irriteret på Preben over hans Iver for at støtte Ministeriet på det Punkt, også den engelske Udstilling var Kongen meget misfornøjet med. Det er H.N. Andersen, der står bag ved.
Det glæder mig, at Rektor Holbech har taget til Orde i Fyns Stiftstidende mod disse teaterkritikere, der har gjort Odense Teater så megen Skade. Artiklen er holdt i Rektorens urbane, slebne Tone, men for den, der forstår at læse mellem Linjerne er Artiklen meget skarp.
Hertuginden af Cumberland er død. Jeg mindes langt tilbage i Tiden, allerede i Foråret 1878 så jeg hende fra Vinduet på Sct. Anna Plads No 5, hun var dengang ung Pige, jeg så hende stå udenfor Garnisonskirken.
Den snedige Satan til Fru Simpson har nu fundet på at proklamere i Bladene, at hun giver Afkald på Kong Edvard, et bedre Middel til at holde ham fast kunne hun næppe have fundet på.