Langt interessant Brev fra Preben om de politiske Forhold i England, han mener det engelske Folk vil feje den socialistiske Regering væk ved næste Valg, den har såmænd også gjort Ulykker nok, den engelske Flåde er nu mindre end den amerikanske, og Indien er ved at glide John Bull ud af Hænderne.
Krigen mellem Kina og Japan er nu udbrudt til Trods for det latterlige Folkeforbunds Bestræbelser for at forhindre det. Blot vi nu ikke står over for en ny Verdenskrig. Jeg gyser.
Direktør Thorvald Larsen sendte mig en Bunke Skuespilmanuskripter til Gennemlæsning – Odense Teater er en Oase i den danske Teaterørken. Fik en Henvendelse med Bøn om Hjælp fra Halvdelen af Dagmarteatrets Personale, der ønsker at bryde ud og danne en ny Scene! De Stakler!
Var i Dagmarteatret og [så] et meget morsomt amerikansk Lystspil af Samson Raphaelson Vi unge Mennesker. Hovedrollerne blev naturligvis spillede af Poul Reumert og Kone. Dagmarteatret har en talentfuld Skuespiller Angelo Bruun, der minder om Karl Gustav.
Var i Dagmarteatret til en meget begivenhedsrig[t] Aften, Fru Bloch havde 50 Års Jubilæum og Poul Reumert kreerede en ny Rolle. Det var Sherwoods Dronningens Mand, der omhandler 1930’ernes Foreteelser Kongemagt-Diktatur-Folkevælde.
Den snedige Satan til Fru Simpson har nu fundet på at proklamere i Bladene, at hun giver Afkald på Kong Edvard, et bedre Middel til at holde ham fast kunne hun næppe have fundet på.
De pjattede Københavnere taler om det gamle, halvrådne, grimme, brandfarlige Dagmarteaters Nedrivelse som om en National Ulykke, så blæse være med det, om Slottene med deres store Kulturværdier omskabes til Galeanstalter eller Rekreationshjem.
Odensebladene opgør facit af Odense Teaters sidste Sæson: Let Underholdning og ikke en eneste alvorlig Forestilling, kun Fyns Stiftstidende antyder, at Rungwalds Ufornuft, ikke at tage mod min Støtte, er Skyld i det magre Resultat.
Var om Aftenen henne at tage Afsked med Dagmarteatret inden det nu snart skal rives ned. Der blev spillet en umoralsk Farce, Cassini de Paris, der lefler for Publikums allersletteste Instinkter.
Var til den retrospektive Afskedsforestilling på Dagmarteatret, det var arrangeret af Politiken. Det bedste var Robert Neiiendams af gode Grunde stærkt koncentrerede Foredrag om Dagmarteatret gennem Årene. Meget smuk var Henrik Nathansens Epilog, fremsagt med dyb Følelse af Johannes Poulsen.
Mødte Robert Neiiendam, der ligesom jeg var henne at se på Nedrivningen af Dagmarteatret, der gjorde ham ondt, ligesom det gør mig ondt.
Var henne i Teatermuseet og fordybede mig rigtig i dets Skatte. Fejrede Gensyn med min Ungdoms og Barndoms Teatersværmerier, hvor var dog Marie Hunderup, født Andersen yndig!
Rart at se, som H.N. Andersen nu ved sin Død overalt i Verden omtales smukt, det gælder særlig England, han anses som en af vor Tids store Mænd; der kommer meget frem nu angående H.N. Andersens Virksomhed under Verdenskrigen, da han rejste fra London direkte til Berlin for at mægle Fred.
Hitlers med så megen Spænding af hele Verden ventede Tale er holdt i forholdsvis rolig Toneart, men han lader dog skimte, at han næppe holder Fingrene fra Danzig i Længden.
Tyskland har nu afsluttet Militæralliance med Italien. England vil ingen Alliance slutte men vil have Rusland og Frankrig til at rage Kastanjerne ud af Ilden for sig, ifald der udbryder Krig mellem Polen og Tyskland.