Svendsen fortalte, hvorledes Meyer i Søndags fra Præstolen havde skældt ud over de Homoseksuelle, han har jo fået Parolen fra Indre Mission, der har fået en hyklerisk Rabies; et uhyggeligt Væv af Rænker og Forfølgelseslyst ligger bagved Præsternes Virksomhed her.
Stærkt rystet ved Efterretningen om Kong Georgs Mord. Fik et yderst elskværdigt Brev fra Grev Linden, der skriver, at han vil komme til Lundsgaard sidst i Maj, jeg var meget glad over det Brev.
Og så havde jeg netop talt så meget om ham med Houmark, da han er Viggo Jarls faste Forbindelse, de er gamle Klassekammerater og have stået i Forhold til hinanden lige siden dengang, han hørte uden Forbavselse på det, da jeg fortalte ham, at Viggo Jarl kom til Lundsgaard til Sommer.
En rar Formiddag. Besørgede en Del Skriveri og begav mig per Cykel ind til Kerteminde, hvor Folk stod i Grupper foran Husene og på Gadehjørnerne og talte med Ængstelse om Krigen.
Fulgtes med Hellborns til Odense, hvor jeg mødte Hofman-Bang og passiarede med ham på hele Turen.
Der var mange, som skulle med Toget fra Kerteminde, var glad over at skulle til Odense, disse Ture er jeg kommet til at holde meget af. Talte på Stationen med Pastor Bierre om Prebens eventuelle Foredrag.
Havde et langt Besøg af Starck, på ham jeg virkelig kan mærke, at han holder lidt af mig, han er så bange, at jeg skal anse ham for påtrængende eller tro, at det er Lensgreven i mig, han dyrker.
Blodig Borgerkrig i Finland, de yderliggående Socialdemokrater synes at have tilrevet dem Magten, det er Bolsjevikkernes Propaganda, der virker, I Tyskland er der omfattende Strejker, ja, Verden knager i sine Fuger.