En rar Formiddag. Besørgede en Del Skriveri og begav mig per Cykel ind til Kerteminde, hvor Folk stod i Grupper foran Husene og på Gadehjørnerne og talte med Ængstelse om Krigen.
Var i Folketeatret og se Einar Christiansens nyeste Stykke Manden på Højriis.
Tog med Toget til Odense, hvor jeg straks tog ind på Grand Hotel, var derpå henne hos Fru Møller at blive manicureret og pedicureret. Var til en god Aften henne i Sønderjysk Samfund: Pastor Jensen, der et helt År har været Præst for de sønderjyske Krigsfanger i Frankrig.
Talte med Friis om, hvorledes vi skulle ordne det med Brændselsleverance til Arbejderne, det bliver alt for dyrt for dem, Kullene er nu oppe i 15 Kr. Tønden, i øvrigt er der [fra] Ministeriet kommet Forbud mod Afholdelse af Skovauktion.
Der var mange, som skulle med Toget fra Kerteminde, var glad over at skulle til Odense, disse Ture er jeg kommet til at holde meget af. Talte på Stationen med Pastor Bierre om Prebens eventuelle Foredrag.
Havde et langt Besøg af Starck, på ham jeg virkelig kan mærke, at han holder lidt af mig, han er så bange, at jeg skal anse ham for påtrængende eller tro, at det er Lensgreven i mig, han dyrker.
Havde en længere Forhandling med Højesteretssagfører Graae angående Arveanmeldelsen. Han så mørkt på Fremtiden både udadtil og indadtil.
Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.