Til Middag havde jeg Rosenfeld, Albrecht Schmidt og Hofman-Bang. Til Teen kom Preben, Oscar Gohr, Haffner og Otto Lerche fra Middagen henne hos Gohrs. Selskabet gik overmåde behageligt, og Samtalen – fra 7 – 1 ¾ – livlig og uden Afbrydelser.
Deuntzer har gjort Alvor af sin Trussel og har hjemsendt Rigsdagen efter at Traktaten med Amerika om Afståelsen af de vestindiske Øer er bleven forkastet af Landstinget med 2 Stemmers Majoritet.
Preben og jeg have haft en vidunderlig dejlig Aften på Casino. Det var til Fru Oda Nielsens Velgørenhedsforestilling, ved hvilken Sardous Odette opførtes. Siden jeg i 1895 så Eleonora Duse i Kameliadamen har jeg ikke været så grebet nogen Teateraften som denne.
Bagefter var vi til Odette, der atter denne Gang gjorde et stærkt Indtryk på os. Hjemme hos Gohrs udspandt der sig en lang Diskussion om Stykket.
Efter Ministeriet var jeg ude at besøge Albrecht Schmidt i Fasangården. Han blev øjensynlig glad ved at se mig og udbrød: ”Nej Goddag Herr Greve, det var da morsomt”.
Lige som jeg skulle gå hen i Ministeriet, ringede Klokken, da jeg stod i Entreen med Hat og Stok åbnede jeg selv. Derude stod et menneskeligt Væsen, der så ud som et Barn, tarveligt, næsten fattigt klædt og spurgte om jeg var Grev Frits Ahlefeldt.
Aftenen tilbragte vi i et ret kedeligt Varieteagtigt Teater, hvor de arme Negre havde en bestemt Plads oppe i Galleriet, andre Steder måtte de ikke [være], her have de endog bestemte Sporvogne.
Jeg spiste Middag hos dem og gik så hen i Dagmarteatret, hvor jeg efter Aftale traf Axel. Vi så Hertz’ Besøget i København, der kun for Sophus Neumanns vedkommende spilledes helt godt, han var Justitsråden. Jeg talte med de elskværdige Treschows fra Brahesborg.
Toft fortalte, at han fra sin Fader havde arvet en Sko, der havde tilhørt Pepita. Under den berømte spanske Danserindes Optræden i København hørte de to Busenfreunde Lars Toft og Frits Holst til hendes mest begunstigede Tilbedere. Pepita yndede åbenbart grimme men intelligente Herrer.
Jeg skrev til Albrecht Schmidt, at jeg nok ville støtte det nye Teaterforetagende ved at være Garant.
Jeg kørte om Aftenen ud til Arendrups fjerntliggende Bopæl i Faxe Tværgade. Gärtner kom lidt efter mig og noget senere Bjørnbach. Sidstnævntes Ydre skuffede mig en lille Smule. Han er noget tyk og har et sløvt Udtryk.
Jeg spiste en ganske hyggelig Frokost med Bjørnbach i Dagmar. Han fortalte mig om en herværende Agent, der en Gang om Ugen holdt åbent Hus for alle med os ligesindede. Han omtalte Frederik Jensen som en stor ”Forbruger”.
Om Aftenen så jeg Erasmus Montanus og Henrik og Pernille, det var meget Holberg på en gang, men af Holberg får jeg ikke let for meget, især når han bliver tolket som på Det kgl. Teater. Olaf Poulsens Per Degn og Jerndorfs Leonard er noget man vil huske.
Jeg spiste med Wittrup på d’Angleterre og var så med ham og Haffner henne at se Tolstojs Opstandelse. Fru Emma Thomsen havde Hovedrollen og ydede stor og gribende Kunst.
Jeg sad Kl. 5½ og læste, da Jomfru Olsen kom ind i min Stue og meddelte mig, at Kongen var død, der var blevet telefoneret desangående herop til Lundsgaard både af Svendsen, Fru Teisen og Gjellerup. Efter Middag kom Svendsen op til mig for at tale om den betydningsfulde Nyhed.