21. Maj 1902

Preben og jeg have haft en vidunderlig dejlig Aften på Casino. Det var til Fru Oda Nielsens Velgørenhedsforestilling, ved hvilken Sardous Odette opførtes. Siden jeg i 1895 så Eleonora Duse i Kameliadamen har jeg ikke været så grebet nogen Teateraften som denne. Fru Odas Spil var så rørende at både Preben og jeg græd, hvilket i og for sig ikke var mærkeligt, thi hele Publikum græd. Det bedste Bevis på Betagelsen hos Publikum var at der efter det store Opgør mellem Odette og hendes Mand i Slutningen af 3die Akt nogle Øjeblikke herskede en Gravens Stilhed, det var som om en hellig Andagt havde grebet Folk. Først da man ligesom var kommen til sig selv igen brød der en uendelig Bifaldsstorm løs. Hvor er dog Fru Hennings lille, når man sammenligner hende med Fru Oda Nielsen, alt hvad der er udvendigt hos den første er Sjæl hos den sidste, Fru Hennings gør Grimasser og bruger alle Virtuosens Effektmidler, Fru Oda Nielsen kan med et Blik fra sine sjælfulde Øjne udtrykke mere end den anden med alle hendes Midler. Fru Hennings’ Kunst har aldrig talt til mit Hjerte, Fru Oda Nielsen kan med en enkelt Replik ryste hele mit Væsen. Jeg vil altid huske denne Aften. De andre Rollehavende spillede alle godt, særlig Albrecht Schmidt som Odettes Mand, og Oda Klausen som Datteren, der bliver sikkert noget betydeligt af hende.