Vi var alle sammen ude at uddele Julegaver til Byens Børn og derefter til Eftermiddagsgudstjeneste. Sabro, den nye Provst, holdt en ret mager Tale. Til Middag kom som altid den kedelige Pape.
Jeg havde stolet alt for sikkert på at jeg kunne tiltræde min Rejse så snart jeg kom hjem fra den nødvendige Københavnstur, for imorges var der Brev fra Moder om at Kronprinsen og Kronprinsessen kom til Tranekær 1ste og 2den December.
Så mange Arbejdsløse er vandrede til Tyskland, at Kommunen har svært ved at få Snemasserne kørte væk, og Barbererne kan ikke få Svende. Meget smukt Takkebrev fra Professor Søe i Anledning af et Rådyr fra Tranekær.
Sverige venter engelsk Indfald i Landet og ruster sig til Tænderne; underligt er det ikke, at Svenskerne frygter en engelsk Sejr, efter at Eden i Underhuset har udtalt, at efter Freden skal hele Østeuropa overlades til Rusland.