Toft fortalte, at han fra sin Fader havde arvet en Sko, der havde tilhørt Pepita. Under den berømte spanske Danserindes Optræden i København hørte de to Busenfreunde Lars Toft og Frits Holst til hendes mest begunstigede Tilbedere. Pepita yndede åbenbart grimme men intelligente Herrer.
Krigen mellem Kina og Japan er nu udbrudt til Trods for det latterlige Folkeforbunds Bestræbelser for at forhindre det. Blot vi nu ikke står over for en ny Verdenskrig. Jeg gyser.
Forfærdelige Begivenheder nede i Berlin, ubegribelig er den Dumhed, der har drevet Kommunisterne til at afbrænde Rigsdagsbygningen et Par Dage før Valget og derved give Hitlers Regering et velkomment Påskud til Undtagelseslove imod Omstyrtningspartierne.
Mon nogensinde i Verden en Kvinde er blevet så meget omtalt som Mrs. Simpson?