Viggo kom ind til mig om Morgenen i min Stue og hilste mig som altid med et Kys. Da vi havde siddet lidt og talt gik vi rundt at se Huset, vi var helt oppe i Prebens og min gamle Dagligstue. Så på Malerierne i Underværelserne.
Arbejdede med Hinrichsen på Imødegåelsen af den truende Lov om Len og Stamhuse, men nu forsvinder formodentlig Ministeriet Zahle, og I.C. Christensen lader formodentlig denne radikale Lov gå i sin Moder igen.
Det synes at interessere Folk hvad jeg har skrevet om Heibergs Syvsoverdag. Odense Teaters Opførelse af Dramaet synes at skulle blive en Begivenhed.
Så ud til Pløjningen, Eleverne takkede pænt for Teateraftenen. Stupide Kritiker af Kejseren af Amerika, i de dumme Odenseblade, som jeg foragter for dybt til at ærgre mig over.
De pjattede Københavnere taler om det gamle, halvrådne, grimme, brandfarlige Dagmarteaters Nedrivelse som om en National Ulykke, så blæse være med det, om Slottene med deres store Kulturværdier omskabes til Galeanstalter eller Rekreationshjem.
Arbejdede nogle Timer med Graae, der fortalte mig, at Direktør Rungwalds og Fyns Venstreblads gemene Overfald på mig havde skadet Odense Teaters Sag meget oppe i Undervisningsministeriet.
Fik Besøg af Redaktør Garde fra Tilskueren, han kom dels for at sige, at han sympatiserede med mig i min Strid med Odense Teater, i hvilken Strid efter hans Mening alle retsindige Mennesker holdt med mig.