9. Juni 1937

Striden med Odense Teater.

Arbejdede nogle Timer med Graae, der fortalte mig, at Direktør Rungwalds og Fyns Venstreblads gemene Overfald på mig havde skadet Odense Teaters Sag meget oppe i Undervisningsministeriet. Auktionen på Tranekær var i ful Gang, og Salget af Bøndergodset gik rask fra Hånden, nu er jeg heldigvis af med den forbandede Ø Birkholm, hvorfra jeg har så mange uhyggelige og ubehagelige Minder. Spiste i den stemningsfulde Drachmannskro, hvor et Par Bellmannsangere sang. Riddersalens midlertidige Direktør, Kjærulff-Schmidt, der i sin Tid var ved Odense Teater, kom ned i Kroen at hilse på, da Opvarteren åbenbart havde meddelt ham, at jeg var i Farvandet. Han ville først takke, fordi jeg ville se hans Forestilling, dernæst ville han udtrykke sin Sympati for mig i Teaterstriden, han havde hørt fra Odense, at Rungwald for at bøde på sine Skuespilleres magre Gager havde givet Anvisning på mit Legat til en 5-6 Skuespillere, det var den oprindelige Årsag til Pressefelttoget. Beså de nydelige Lokaler i Landsbyen og så så i Riddersalen det morsomme og elegante Lystspil Livet er trekantet af Leo Lenz. Blandt de Optrædende var Angelo Bruun og Lauring hver på sin Måde meget indtagende, især naturligvis den førstnævnte.

Skuespilleren Helge Kjærulff-Schmidt (1906-1982). Udateret fotografi. Teatermuseet i Hofteatret.

Årti